Babytop med hulmønster

Økologisk bomuld er noget af det bedste, jeg ved, og jeg elsker at bruge Onion’s bløde bomuld, som fås i de skønneste farver, til især babytøj. Toppen her kan bruges som vest over en T-shirt eller som en lille fin sommertop, og du kan strikke den i 3 størrelser. Hulmønsteret beskrives i opskriften.

Babytop med hulmønster
Str. 3/6-9/12-15/18 mdr.

Det skal du bruge: 2-2-3  ngl Organic Cotton (100 % økologisk bomuld) fra Onion. Pinde og hæklenål nr. 3. En lille knap (ca. 15 mm).

Mål:
Overvidde:
 48-52-56 cm.
Hel længde: 27-28-29 cm.

Strikkefasthed: 24 m & 32 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Strikketip: Tag 1. m løs af, og strik sidste m dr r på alle p, så får du en fin retkant.

Bagstykket: slå 59-63-67 m op, og strik i glat og hulmønster (deleligt med 12 + kant) således:
1.,3. og 5. p (vrangsiden): vr.
2. og 4. p: r.
6.p: 0-2-4 r, * 3 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm, 4 r *, gentag fra * til * p ud.
7.p: vr.
8.p: 0-2-4 r, * 2 r, 2 r sm, slå om, 3 r, slå om, 2 r dr sm, 3 r *.
Disse 8 p danner mønster og gentages.
Når bagstykket måler 18 cm, lukkes af til ærmegab i hver side for 3 m, og derefter tages 1 m ind på hver 2. p 3 gange, idet hver p begyndes med 1 r løs af, 1 r, og sluttes med 1 r, 1 dr r (= 47-51-55 m tilbage). Fortsæt lige op til hele bagstykket måler 27-28-29 cm. Luk af til skulder for 6-7-7 m 1 gang og 7-7-8 m 1 gang. Luk af for de resterende 21-23-25 m til hals.

Forstykket: strikkes som bagstykket, til forstykket måler 19 cm (slut med en retsidep). Nu deles forstykket til slids således: 1 r løs af, 1 r, 19-21-23 vr, 2 r, luk midterste m af i r, 2 r, 19-21-23 vr, 2 r.
Venstre forstykkedel: fortsæt lige op i glat og mønster, idet de første og sidste 2 m strikkes r på alle p.
Når hele forstykket måler: 24 cm (slut med 1 retsidep) strikkes retkant til hals således: Strik fra vrangen 9-10-11 r, vr til de sidste 2 m, 2 r. Strik næste p som de øvrige retsidep. Luk nu af til hals i ret fra vrangen for 7-8-9 m, og fortsæt med 2 r i hver side, idet der tages 1 m ind mod halsen på hver 2. p 3 gange på samme måde som indtagningerne til ærmegab. Strik lige op, til forstykket måler det samme som bagstykket, og luk af på samme måde.
Højre forstykkedel: strikkes som venstre men spejlvendt, men der lukkes af til hals for de sidste 7 m mod slidsen uden at bryde garnet. Sæt hæklenålen i den sidste m, og hækl 5 lm. Stik nålen ned mellem 2. og 3. retrille fra oven, bryd garnet, og træk det igennem. Sæt igen garnet til forstykkedelen, og strik den færdig.

Montering: Sy skulder- og sidesømmene sammen, og sy knappen i. Pres evt. toppen let fra vrangen.



  15 comments for “Babytop med hulmønster

  1. Anette
    22/03/2020 at 08:28

    Hej Susanne. Hvor er den fint, din lille vest. Jeg har måttet låne naboens lille pigebaby for at have nogen at strikke den til. Jeg har imidlertid haft problemer med at få hulmønsteret centreret, jeg har ændret lidt på mønsteret for at få det til at passe. Jeg tænker, at du måske skal se på det igen. Men endnu engang tak for dine fine opskrifter. Hilsen Anette

    • Susanne
      22/03/2020 at 09:26

      Hej Anette,
      Hvad skulle jeg dog gøre uden lynhurtige og skarpe følgere som dig? Tak for hjælpen – opskriften er fluks rettet.
      De bedste strikkehilsner
      Susanne

      • Anette
        24/03/2020 at 18:58

        Tak for det.🌼🌼

  2. 26/03/2020 at 17:26

    Hej Susanne, jeg er ved at strikke den lille top med hulmønster i den største størrelse.
    Jeg kan ikke få mønsteret til at passe, du skriver ikke hvor mange masker der er til sidst,
    men jeg regner med, at der er lige så mange retmasker, som i starten af pinden.
    Den er bare så fin og vil rigtig gerne lave den til mit lille barnebarn.
    Mvh Karin

    • Susanne
      27/03/2020 at 16:21

      Hej Karin,
      Jeg forstår det ikke, men jeg kigger på det asap, men lige nu har jeg en Corona-syg mand, så jeg er ikke så koncentreret.
      Du hører fra mig.
      Dbh Susanne

      • Susanne
        28/03/2020 at 11:56

        Hej igen Karin,
        Så fik jeg lige en stund, og har opdaget, at jeg havde glemt at skrive et “slå om”. Den dårligste korrekturlæser er som bekendt forfatteren selv.
        NU kan du komme i gang.
        Dbh Susanne

  3. 14/04/2020 at 09:50

    Heldigvis har min svigerdatters søster en lille pige, som lige er fyldt 1 år. Jeg har strikket din søde top til hende i str. 15/18 måneder, men har kun brugt knap 2 nøgler, selvom Jeg har måttet gå ½ op i pinde for at få strikkefastheden til at passe. Lidt ærgerligt med det 1 nøgle i overskud.

    • Susanne
      14/04/2020 at 10:08

      Hej Ulla (som jeg kan se, du hedder),
      Så kan du jo f.eks. strikke den her hagesmæk: Hagesmæk med knap. Eller de små sko – eller en karklud 😊
      Dbh Susanne

  4. Laila
    06/05/2020 at 04:02

    Hej Susanne. En sød top som jeg påtænker at skulle strikke. Men hvad menes der med 0-2-4 ret.
    Hilsen Laila

    • Susanne
      06/05/2020 at 07:07

      Hej Laila,
      Det betyder, at der strikkes 0 r før mønsteret til den mindste størrelse, 2 r før mønsteret til den mellemste og 4 r før mønsteret til den største størrelse.
      Giver det mening?
      Dbh Susanne

  5. Lotte
    08/05/2020 at 11:09

    Vil bare sige 1000 tak for alle dine fine opskrifter, jeg bruger flittigt😊 Vh Lotte

    • Susanne
      08/05/2020 at 14:30

      Århhh jeg elsker kommentarer som din Lotte. Det giver lysten til at fortsætte, selv om jeg ikke tjener en krone på det. Tak!
      Dbh Susanne

  6. leje
    08/05/2020 at 13:11

    Hej Susanne
    Hvordan strikker du kanten i ærmegabet?
    Strikker du et par masker ret på alle pinde? Det ser så fint ud.

    • Susanne
      08/05/2020 at 14:28

      Hej Leje,
      Nemlig – har lige tilføjet det.
      Dbh
      Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.