Hæklet boblepung

Det søde og sjove boblemønster er top-aktuelt lige nu, og det er er rigtig hyggeligt at hækle. Den lille pung er hæklet af hampegarn, som gør den fast og stabil, så jeg synes ikke, det er nødvendigt at sætte for i. Du kan både bruge den til kosmetik, penge og kort f.eks. på stranden eller i jobtasken. Garnet er fra Cewec.

Lille hæklet boblepung

Det skal du bruge: 2 nøgler Java-hampegarn fra Cewec, hæklenål nr. 3½, en lynlås på 25 cm og sytråd i garnets farve.

Mål: ca 26 x 15 cm.

Hæklefasthed: 16 m og 22 omg fm eller 16 m og 18 omg i boblemønster = 10 cm. Hæklefastheden skal overholdes for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere hæklenåle.

Hækletip:
1 boble: 4 stm i næste m, træk nålen ud af løkken, stik den ned i 4. m før løkken (se foto 1) og igennem den frie løkke, slå garnet om nålen (se foto 2), træk det igennem løkken og m, og stram let til (se foto 3).

Pungen hækles fra bunden og rundt.
Slå 38 lm op, og lav 3 lm til at vende med (= 1. fm). Stik ned i 3. lm fra nålen, og hækl 1 fm i hver lm. Hækl 3 fm i sidste lm, vend, og hækl 1 fm i hver lm langs den anden side af opslagningen, og afslut med 3 fm i sidste lm (= 84 lm i alt).
Hækl yderligere 3 omg. fm hele vejen rundt, hvor hver omgang afsluttes med 1 km i omgangens 1. m og begyndes med 2 lm (= 1. fm på næste omgang).
Fortsæt i boblemønster således:
1. omg: * 1 fm, 1 boble (se hækletip 1), 2 fm *, gentag fra * til * omg rundt, og slut med 1 km i 1. m som hidtil.
2. omg: 1 fm i hver fm og 1 fm i m over boblen.
3. omg: Begynd med en boble: 3 lm (= 1. stm), 3 stm i samme m, hækl boblen færdig som før, * 3 fm, 1 boble *, fortsæt omg rundt, så disse bobler ligger midt imellem de forrige.
4. omg: Som 2. omg.
Fortsæt med at hækle skiftevis en omg fm og en omg bobler, så boblerne hele tiden forskydes og hækles midt imellem de forrige.
Når du har hæklet 10 omg bobler, afslutter du med 3 omg fm og 1 omg krebsem (fm, der hækles fra venstre mod højre). TIP Sørg for hele tiden at have 84 m. Tæl gerne på fm-omgangene, så du er helt sikker.

Montering: Sy lynlåsen i med små, tætte stikkesting. Hækl en kugle som vedhæng til lynlåsen: 6 lm, som du lukker til en ring med 1 km. Hækl 4 lm (= 1 dobbeltstm), 9 dobbeltstm i ringen, men træk ikke sidste omslag igennem m – lad dem i stedet sidde på nålen efterhånden, til alle er hæklet, slå om, træk løkken gennem alle løkker på én gang, og stram til. Sy kuglen på lynlåsen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.