Hæklet kurv med hanke

Den her hæklede kurv har 2 hanke, så den er nem at flytte rundt på, og det er jo en god ting, når den som her bruges til strikketøjet. Den er som de andre kurve hæklet i hør/bomuld, som giver en fast og lidt grov overflade – og som kan maskinvaskes.

haeklet kurv med hanke

haeklet kurv med hanke

Hæklet kurv med hanke

Det skal du bruge: 2 ngl. Drops Bomuld-Linn fra Garnstudio i hver af farverne creme og hørfarvet, hæklenål nr. 6.

Mål:
Diameter: ca. 17 cm.
Højde: ca. 14 cm.

Hæklefasthed: 12 fastmasker (fm) & 14 omgange (omg) = 10 cm. Det er vigtigt at overholde hæklefastheden for at få det rigtige resultat, og allervigtigst er det ikke at hækle for løst, for så bliver kurven slatten.

Forkortelser: lm = luftmaske, km = kædemaske, fm = fastmaske, omg = omgang.

Hækl med en tråd af hver farve. Hækl 6 lm, og luk dem til en ring med en km. Hækl 2 lm (= 1 fm), og hækl 11 fm i ringen (= 12 fm i alt). Fortsæt med at hækle rundt i spiral således: 1. omg: * 2 fm i 1. fm, 1 fm *, gentag fra * til * 6 gange i alt. 2. omg: *2 fm i 1. fm, 2 fm *, gentag fra * til * i alt 6 gange i alt. 3. omg: *2 fm i 1. fm, 3 fm *, gentag fra * til * 6 gange i alt. Fortsæt i spiral med udtagninger således, idet der for hver omg kommer 1 m mere mellem udtagningerne, til der i alt er 72 m. Fortsæt lige op, til kurven er ca. 12 cm høj. Næste omg: *hækl 30 fm, 12 lm, spring 6 fm over, 30 fm *, gentag fra * til *. Næste omg: * 30 fm, 12 fm om lm-hanken *, gentag fra * til *. Hækl endnu 1 omg fm i hver m, og slut omg med 1 km. Hæft enderne.

  12 comments for “Hæklet kurv med hanke

  1. 08/05/2015 at 08:25

    Hvor er de bare fine dine kurve. Jeg får virkelig lyst til at begynde at hækle igen, for sådan en kurv til garn må være lykken 🙂
    Venlig hilsen
    Jette

    • Susanne
      08/05/2015 at 08:37

      Kære Jette,
      Bare kom i gang – det er superhyggeligt at hækle kurvene. Og som det fremgår kunne jeg jo ikke stoppe igen ;))
      De bedste hilsner
      Susanne

  2. Marie Nielsen
    08/05/2015 at 09:16

    Hej Susanne
    Flotte ting du laver , får lyst til at hækle kurvene , vil lige høre kan jeg bruge Mayflower bomuldsgarn det har jeg en del af
    god week end
    mvh Marie

    • Susanne
      08/05/2015 at 13:46

      Hej Marie,
      Du kan godt bruge Mayflower bomuldsgarn, men da det er en del tyndere, skal du også bruge tyndere hæklenål, måske nr. 4, eller hækle med 3 tråde. Mayflower er blødere end det garn, jeg har brugt, så det er vigtigt, du hækler ret fast, så dine kurve ikke bliver for slatne. Du skal nok også tage ud flere gange.
      God fornøjelse – jeg håber, det giver mening – ellers skriv endelig igen.
      Bedste hilsner
      Susanne

      • Marie Nielsen
        10/05/2015 at 17:19

        Tusind tak for hjælpen ,jeg er ved nr. tre kurv
        Mvh Marie

  3. Susanne
    13/05/2015 at 08:16

    Dejligt at høre – jeg advarede jo om, at man ikke kan stoppe igen 😎

  4. Pia Friis Jensen
    23/08/2015 at 15:24

    Hej Susanne,
    Mange tak for inspirationen.
    Havde besøg af en tidligere udvekslingsstudent fra Spanien og han brugte din opskrift og hæklede en fin “barselskurv” til min datter 😀
    Så nu vil jeg altså også prøve, selvom jeg tidligere kun har hæklet en “muslinge” kant på et strikket sjal.
    Er dog i tvivl om du “lukker” en omgang med en kædemaske og starter den nye omgang med to luftmasker på alle omgange?
    Mvh Pia

    • Susanne
      23/08/2015 at 16:17

      Hej Pia,
      Det lyder da som en rigtig fin barselsgave! Jeg har faktisk hæklet kurven i spiral, dvs. uden overgang fra den ene omgang til den næste, fordi jeg mener, det er nemmest for begyndere, men du kan også gøre, som du skriver og lukke hver omg med 1 km og starte den næste med 2 lm.
      God fornøjelse og mange hilsner
      Susanne

  5. Lea
    14/01/2016 at 09:48

    Hej,
    Jeg har fået den ide, at lave en kurv til alt toiletpapiret, så det ser lidt pænereud på badeværelset, er det muligt at lave kurven større i diameter og så hækle op, eller kommer det så ikketil at passe med resten af opskriften?
    Hilsen Lea

    • Susanne
      14/01/2016 at 16:53

      Hej Lea,
      Da kurvene hækles nedefra og op, kan du i princippet hækle dem så små eller store, du vil, men du må tælle ud fra dit slut-maskeantal for at beregne, hvor mange masker, der skal være mellem hankene.
      God fornøjelse
      Susanne

  6. Camilla
    05/02/2016 at 15:04

    Hej Susanne. Så fine kurve! På det garn, du anbefaler, står der anbefalet nål 5,5 – du har så brugt nål 6. Så langt så godt! Mit spørgsmål (som forholdsvis ny hækler) lyder så på, om ikke to tråde – der hver især er beregnet til nål 5,5 – bliver ret svært at hækle på nål 6? 🙂 Ville bare lige høre dig ad, før jeg evt køber garnet. Hilsen Camilla

    • Susanne
      05/02/2016 at 15:25

      Hej Camilla,
      Jeg mener, der anbefales p nr. 5, og for at kurvene skal have et vist “hold”, skal de hækles stramt, men det er ikke voldsomt stramt.
      Det er i hvert fald passende.
      Mange hilsner
      Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *