Klip kæmpesnefnug til dit vindue

Jeg er stor tilhænger af enkel, hvid julepynt, så de her snefnug får lov at blive hængende nytåret over. Du kan lave dem i en pause på jobbet, for du skal ikke bruge meget mere end hvidt papir og en saks. Eller en anden farve papir, hvis du synes. Du kan også klippe en masse af dem og hænge dem på juletræet – fin og billig pynt, for du kan få et stort og to små fnug ud af 1 A4 ark!

Snefnug i papir

Det skal du bruge: hvidt papir af printertypen, en skarp saks, lineal, hvid sytråd og synål og evt. en hæftemaskine til små klammer.

Mål: Stort fnug: diameter 14 cm. Lille fnug: diameter 7 cm.

Klip 1 stykke papir på 14 x 28 cm/7 x 14 cm. Fold papiret på tværs skiftevis fra den ene og den anden side, så folderne bliver ca. 1½/1 cm brede, til du har en tæt foldet strimmel. Klip et lillebitte hak på strimlens midte fra hver side – klip i et par lag papir ad gangen, ellers strejker saksen. Klip et lidt større trekantet hak i den ene side af strimlen i hver ende ca. 1½/1 cm fra enden – klip i et par lag papir ad gangen, ellers strejker saksen. Vikl sytråd rundt om strimlens midterhak, og bind den sammen på bagsiden. Spred rosetten ud, så du får et fint rundt fnug. Hæft fnugget sammen foroven og forneden med små hæfteklammer eller sy det sammen med nål og tråd. Sæt en lang sytråd i som ophæng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.