Pesto af ramsløg

Ramsløg er en fantastisk krydderurt med smag af hvidløg og en nærmest hysterisk stærk grøn farve. Lige nu kan du finde ramsløg i skov- og parkbunden, hvor det pibler op, men se godt efter, at det virkelig ER ramsløg, du får med hjem og ikke den giftige høsttidløs eller liljekonval, som ligner til forveksling. Gnid bladene mellem fingrene for at være sikker – det skal dufte og smage hvidløgsagtigt. Du kan læse mere om ramsløg og det, der ligner her. Brug pestoen på brød, vendt i friskkogte kartofler eller gnocchi, i din sandwich – you name it.

Pesto af ramsløg
(3-4 små glas)
Ca. ½ liter ramsløg, bladene
30 g mandler, smuttede
40 g parmesanost, friskrevet
Ca. 1 dl ekstra jomfruolivenolie
Evt. lidt citronsaft
Evt. salt

Skyl ramsløgene godt, og slyng dem fri for vand i en salatslynge. Hak de smuttede mandler groft. Kom ramsløg, mandler, parmesanost og olie i en blender eller et højt bæger, hvis du bruger stavblender. Blend hele molevitten godt, men så pestoen stadig har struktur, og smag evt. til med citronsaft og salt. Er pestoen for fast, kan du tilsætte en smule vand.
Hæld pestoen på små rene glas og opbevar på køl eller i fryser (kan anbefales, så du altid har et lille lager).

  5 comments for “Pesto af ramsløg

  1. 09/04/2021 at 06:23

    Jeg tror jeg har dem overalt i min have lige om lidt, men er lidt i tvivl. Bladene ligner, og så har de bittesmå hvide clusterblomster og små hvide løg. Er det korrekt? Tusind tak for opskrift, den skal afprøves. Rigtig go’ weekend. 🙂

    • Susanne
      09/04/2021 at 08:15

      Hej Sanne, som jeg kan se, du hedder,
      Du kan læse mere her
      Dbh Susanne

  2. Helene
    13/04/2021 at 15:17

    Kære Susanne, tak for den spændende opskrift på ramsløgspesto. Den må prøves, da jeg er så heldig at have disse skønne planter i haven🌱Har tidligere “kun” brugt dem til at lave salt af, hvilket også varmt kan anbefales til brug på fx en æggemad. Varme forårshilsener Helene

    • Susanne
      13/04/2021 at 16:17

      Hej Helene,
      Så ved du sikkert alt om det, men for en sikkerheds skyld har jeg tilføjet et link her.
      Det smager virkelig godt og stærkt.
      Dbh Susanne

      • helene
        14/04/2021 at 16:25

        Hej igen Susanne, Tak for linket. Jeg har faktisk også Nøgenjomfru i haven, og det kan være vanskeligt at se forskel. Men den artikel du har linket til, viser faktisk rigtig fint forskellen. De ramsløg jeg har, er nogle jeg selv har plantet, netop for at være sikker på at jeg ikke tager fejl.
        Tak for alle de skønne ting du deler på din blok.
        mvh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.