Jeg kaster mig fladt ned og indrømmer: Den her skønne skulder- eller sjælevarmer er inspireret af en lignende sag, jeg købte hos Muji sidste år, og som jeg har brugt til ALT lige siden. Den giver lige den ekstra varme om skuldrene, man ofte har brug for om aftenen, og så kan den bruges til både den fine kjole og til de udbombede jeans. Jeg har valgt et überlækkert helårsgarn, som består af 44 % økobomuld, 34 % nældefibre og 22 % uld. Opskriften er i one size, og du kan se målene nedenfor. Du kan sagtens strikke den større ved at lægge f.eks. 7 m (= ca. 3 cm) til i hver side, men husk at købe mere garn.

Sjælevarmer/poncho i fletmønster
Str. One size.
Det skal du bruge: 8 ngl./400 g Organic Cotton + Nettles + Wool fra Onion http://www.onion.dk/ .
Rundpinde (80/100 cm) nr. 3 ½ og 4.
Mål:
Bredde: ca. 80 cm.
Længde (bag til): ca. 50 cm.

Strikkefasthed: 22 m & 32 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du prøve med tyndere eller tykkere pinde.
Tip: Tag første m løs af, og strik sidste m dr r, så får du en fin retbort.
Slå 175 m op på rundp nr. 3 ½, og strik 12 p ret/6 retriller. Skift til rundp nr. 4, og fortsæt i fletmønster således:
1., 3., 5. og 7. p: 1 r løs af, 7 r, 6 r, * 3 vr, 6 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med 7 r, 1 dr r.
2., 4., 6. og 8. p: 1 r løs af, 7 r, 6 vr, * 3 r, 6 vr *, gentag fra * til * p ud, og slut med 7 r, 1 dr r.
9. og 11. p: 1 r løs af, 7 r, 6 vr, * 3 r, 6 vr *, gentag fra * til * p ud, og slut med 7 r, 1 dr r.
10. og 12. p: 1 r løs af, 7 r, 6 r, * 3 vr, 6 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med 7 r, 1 dr r.
Disse 12 p danner mønster og gentages arbejdet igennem.
Når mønsterrapporten er strikket i alt 10 gange (slut med et helt mønsterfelt), strikkes de midterste 17 m ret på alle p, til der er strikket 12 p/ 6 retriller. Nu lukkes den midterste m af, og herefter strikkes hver side videre for sig, idet de 8 m mod midten strikkes som retborten i siderne, og der tages 1 m ind indenfor de 8 kantm 2 gange på 6. og 12. p (= 85 m til hvert side/forstykke). Sæt en markør, når der er strikket 13 mønsterrapporter minus 2 p (= skuldermarkering). Fortsæt lige ned, til der fra skuldermarkeringen er strikket 12 gange minus 2 p (se foto). Skift til rundp nr. 3 ½, og 12 p ret/6 retriller (= en mønsterrapport kortere end bagstykket). Luk elastisk af, og strik den modsatte side på samme måde.
Hæft enderne, og pres evt. forsigtig arbejdet fra vrangen. Sy sidesømmene sammen fra hhv. 16. og 22. p (8. og 11. retrille og op til 7 mønsterrapporter fra skuldermarkeringen.

Kære Susanne, du strikker simpelthen de skønneste ting❤️ Har bare lyst til at begynde på dine nye opskrifter, lige så hurtigt du lægger dem op😅 Tak fordi du deler så rundhåndet ud af dine designs. 🙏 Hilsen Helene
Kære Helene,
Det er da bare den dejligste hilsen at stå op til! TAK! Både fordi du gider skrive og strikke.
De bedste hilsner og snart god weekend
Susanne
Hej Susanne.
Så har du gjort det igen.
Hold op hvor flot.
Jeg håber , det bliver mit sommerferieprojekt 😎
Vh
Annette Essemann
Altså Annette – sikken dog en dejlig hilsen at få. Tak fordi du gider.
Og striksagen var både hyggelig at strikke og er genial på en kølig aften – og garnet er bare så lækkert.
De bedste hilsner
Susanne