Strik et blødt halsrør i babyalpaka

Halsrør, halsedise, halsvarmer – kært rør har mange navne, men vi kan nok hurtigt blive enige om, at det er en lun og praktisk opfindelse både inden- og udendørs. Halsrøret er strikket af blødt håndspundet babyalpaka, som produceres af alpakaavlere i Andesbjergene. Alpakaavlerne står 100 % for garnproduktionen, så de og deres dårligt stillede familier kan beholde størstedelen af fortjenesten, hvilket hjælper dem til at hæve sig over fattigdomsgrænsen. Læs mere og køb garn på Frisenvang.com

Halsrør i håndspundet babyalpaka

Det skal du bruge: 2 bundter (200 g) Frisenvang tykt babyalpaka samt rundpind, 80 cm nr. 4½ og 5.

Mål:
Omkreds: 78 cm.
Længde/højde: 44 cm eller ønsket længde.

Strikkefasthed: 18 m & 24 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få de rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

IMG_4334x

Slå 140 m op på rundp nr. 4½, og strik 4 omg rib (1 r, 1 vr). Skift til rundp nr. 5, og fortsæt i glat og hulmønster således:
1. – 6. omg: glatstrik.
7. omg: * 3 r, slå om, 2 r dr sm, 5 r *, gentag fra * til * omg rundt.
8. – 13 omg: glatstrik.
14. omg: * 8 r, slå om, 2 r dr sm *, gentag fra * til * omg rundt.
Disse 14 omg danner mønster og gentages, til arbejdet måler ca. 42 cm (slut med 6 omg glatstrik). Skift til rundp nr. 4½, og strik 4 omg rib som i begyndelsen. Luk elastisk af i rib. Hæft enderne, og pres forsigtigt arbejdet fra vrangen med et pressestykke (rent viskestykke) imellem strik og strygejern.

  12 comments for “Strik et blødt halsrør i babyalpaka

  1. Marianne Frisenvang
    20/12/2015 at 09:44

    Hvor er den flot Susanne. Den skal jeg strikke snarest 🙂

    • Susanne
      20/12/2015 at 09:48

      Ha ha – ja, det må du gøre! Det er bare det lækreste garn at strikke med, og resultatet er superblødt.
      Rigtig dejlig strikkejul
      Susanne

  2. Vivi Voigt
    24/01/2016 at 17:01

    Hej Susanne. Synes det er svært at finde rundt på din hjemmeside😊 . Leder efter strikket vaskeklud i perlestrik 🙏🏻 venlig hilsen Vivi. Kan se det er en lukket gruppe kan det være derfor.

    • Susanne
      25/01/2016 at 09:41

      Hej Vivi,
      DEN har jeg ikke hørt før. Du har hele 8 menupunkter at vælge imellem, og der ligger ikke mindre end 3 opskrifter på klude/karklude under menupunktet BLØDT TIL BOLIGEN. Så du skal bare ned i de ældre gemmer, så finder du dem alle. Men det er klart, at jo flere gratis opskrifter, jeg giver jer, jo mere er der at lede igennem.
      De bedste hilsner
      Susanne

  3. Inga Søndergaard
    27/04/2016 at 10:38

    Hej Susanne

    Jeg se på din side, at du oversætter strikkeopskrifter. Dejligt, for engelske strikkeopskrifter er ikke min stærke side.
    Vil det være muligt for dig, at oversætte PURL Bee´s Garter Earflap Hat opskriften til dansk?
    På forhånd tak.

    • Susanne
      27/04/2016 at 15:33

      Hej Inga,
      Jeg ved ikke lige, hvor du har det fra, for jeg oversætter absolut ikke.
      Oven i alle de gratis opskrifter, jeg giver alle jer dejlige håndarbejdsglade mennesker, har jeg lagt en dansk/engelsk ordliste på bloggen som en hjælp – and thats it.
      De bedste hilsner
      Susanne

  4. Katrine
    13/01/2017 at 19:10

    Hej Susanne
    Nu har jeg kigget lidt rundt på din blog og jeg kan flere steder se at du beskriver det garn du strikker af. Jeg leder selv efter bæredygtigt garn, hvor produktionsforholdene er ordentlige. Derfor jeg har egentlig ledt efter økologisk garn. Jeg vil høre om du kender til en guide til at finde det bæredygtige garn? Nu har jeg noteret Onion og Frisenvang på min liste, men kender du til andre mærker af bæredygtige garner? Jeg har spurgt Tante Grøn om hvordan deres garn produceres, men jeg afventer svar.
    Dejligt at se at der findes bæredygtige alternativer.
    Katrine

    • Susanne
      14/01/2017 at 10:57

      Hej igen Katrine,
      Så vidt jeg ved, er Tante Grøn garner ikke nødvendigvis økologiske eller bæredygtige, men derfor kan de jo godt være det – jeg har ikke gennemgået alle deres kvaliteter, som ser lækre ud.
      Desværre kender jeg ikke til en oversigt over økologiske garner – endnu. Selv er jeg helt vild med f.eks. Højlandsuld fra Garnudsalg. Garnet fremstilles ifølge oplysningerne på et spinderi, som benytter vindmølleenergi og mindst muligt vand i deres produktion. Nogle af de seneste ting, jeg har lagtpå er strikket i det, og der er mere på vej.
      Rigtig god weekend med pindene!
      Susanne

  5. Dorthe
    16/01/2020 at 16:35

    Hvis jeg gerne vil strikke dit halsrør lidt mindre i omkreds, så det ikke står så åbent i halsen, hvor meget består mønstret så i 😅
    Jeg skal bruge den til under en cykelhjelm ☺️

    Med venlig hilsen Dorthe

    • Susanne
      17/01/2020 at 10:49

      Hej Dorthe,
      Mønsteret er deleligt med 10, så du skal afgøre, om du vil have 10, 20 eller 30 m – eller flere mindre end i opskriften. Strikkefastheden er 18 m = 10 cm, så 10 masker = 5,5 cm, så du skal bare finde ud af, hvor smalt, du ønsker det.
      Dbh Susanne

  6. Nanna Olesen
    26/10/2022 at 09:12

    Kære Susanne
    Jeg har strikket halsrøret færdigt i søndags. Jeg er nystrikker, og det er på mange måder ikke som jeg havde drømt om, fordi jeg har meget at lære endnu – men ét af mine ærgelser er, at mine huller i mønstret, ikke er blevet til åbne huller, men mere bare er “kruseduller” i mønster. Jeg mener, at jeg har fulgt opskriften, og lavet en omslået maske efterfulgt af 2 ret drejet sammen. Jeg har google det sidste og set videoer, som angav, at jeg skulle gå ind i de to masker bagfra, fange garnet ad dén vej, og trække ind gennem de to masker. Har jeg gjort det rigtigt, som du har ment det? Jeg vil strikke et nyt halsrør på et tidspunkt, hvor jeg skal øve italiensk opslag og aflukning inden, en fastere rib inden, men jeg vil også gerne have det fine hulmønster næste gang, så jeg håber du kan hjælpe med at afklare, hvad jeg mon gør forkert? 🙂

    • Susanne
      04/11/2022 at 08:17

      Kære Nanna,
      Jeg ved ikke helt, hvordan dine huller er blevet til kruseduller, men jeg strikker 2 r dr sm således: tag 1. m løs af, strik 2. m, træk den 1. m over den strikkede. Resultatet bliver det samme, men måske din måde at gøre det på bliver lidt strammere og derfor mindre “hullet”. Men prøv lige at strikke en lille prøve.
      Bedste hilsner
      Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.