Strik stribede sommerpuder

Skønne striber i sommerfarver lyser op hele året, og de strikkede pudebetræk er bløde og dejlige. Du kan vælge at give puderne bagside af stof, som jeg har gjort, eller du kan strikke bagsiden også. Så skal du bare beregne dobbelt så meget garn. Strikkeopskriften passer til almindelige sofapuder på 40 x 40 cm.

Stribede puder
Det skal du bruge: 1 ngl af hver af stribefarverne råhvid og mandarin/blågrøn i Hjerte Soon fra Hjertegarn, pinde nr. 6, 2 stykker bomuldsstof på hver 42 x 23 cm, 2 stykker bændel/bindebånd på hver 20 cm og en monteringspude på 40 x 40 cm.

Mål: 40 x 40 cm.

Strikkefasthed: 14 m & 22 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Slå 56 m op med råhvidt garn og strik glatstrikning og striber: 4 p råhvidt, 4 p mandarin/ 8 p råhvidt, 8 p blågrøn. Strik i alt 11/ 6 råhvide striber, og luk af ELLER fortsæt med at strikke pudens bagside (husk at beregne dobbelt så meget garn).

Læg de 2 stykker bagsidestof ret mod ret, og sy den ene langside sammen med 2 cm sømrum, MEN lad de midterste 20 cm stå åben. Pres sømrummene fra hinanden og dobbelt om til vrangen. Stik et stykke bånd eller bændel ind under sømrummet på midten af åbningen, og stik ombukket fast, så båndene samtidig sys fast. Siksak eller overlock kanten hele vejen rundt om pudebagstykket. Læg pudebagstykket glat med retten opad, og hæft den strikkede forside til den ret mod ret. Sy for- og bagside sammen med 1 cm sømrum. Vend retten ud, og pres pudebetrækket på bagsiden. Stop puderne i betrækkene, og bind båndene.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.