Strik varmesikre grydelapper

Jeg har nævnt det før – tykke strikkede grydelapper i bomuld er suveræne. De her er retstrikkede og i dobbelt mellemtykt garn, hvilket gør dem både tykke, isolerende og bløde. De er strikket i recycled denimgarn på pinde nr. 6, og i stedet for strop er der strikket et hul i lappen – så dypper du ikke stroppen i sovsen! Strikkeopskriften får du her!

IMG_2345x

Retstrikkede grydelapper

Det skal du bruge: 3 ngl Drops Paris fra Garnstudio á 50 g, p nr. 6.

Mål: 20 x 20 cm.

Strikkefasthed: 13 m = 10 cm. Strikkefastheden skal passe, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Strikketip: Når du strikker retkanter i siden af et arbejde, bliver kanten pænest, når den sidste m på p strikkes vr, og den første m på p tages løst af.

Grydelap Slå 26 m op med dobbelt Paris, og strik retstrik (= ret på alle p – se strikketip!), til lappen måler 2½ cm. Nu lukkes af til ”strop” således: 1 r løs af, 2 r, luk 2 r af, strik r p ud. På næste p slås 2 m op over de aflukkede m. Fortsæt i ret til hele grydelappen måler 20 cm. Luk elastisk af i rib, og strik en grydelap til på samme måde.

Sæt en skøn gryderet over!

  7 comments for “Strik varmesikre grydelapper

  1. Maja
    16/05/2017 at 20:55

    Hej Susanne
    Vil det mon fungere at strikke disse med dobbelt tråd i et tyndere garn? Vil gerne strikke et sæt med håndklæde, karklude og grydelapper i samme garn – og håndklæde og karklude strikker jeg på pinde 3 i økologisk bomuld. (Og jeg kan ikke hækle … som jeg finder flest opskrifter på grydelapper i).
    Venlig hilsen Maja

    • Susanne
      17/05/2017 at 07:15

      Hej Maja,
      Grydelapperne her er i forvejen strikket i dobbelt halvtykt garn, som normalt strikkes på pinde nr. 5, så bruger du tyndere garn, må du op på en 3- eller 4-dobling, for at få dem tykke nok og effektivt varmeisolerende. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre, og det lyder som et fint sæt.
      Bedste hilsner
      Susanne

      • Maja
        18/05/2017 at 20:39

        Tak fo svar. Jeg må prøve mig lidt frem 😉 Vh. Maja

  2. sanne
    01/06/2018 at 08:39

    Hej Susanne
    Halvtykt garn, er det str. 8/8? eller ? 😊

    Venlig Hilsen Sanne

    • Susanne
      04/06/2018 at 07:07

      Hej Sanne,
      Nej, Drops Paris er en anelse tykkere end 8/8, så hvis du bruger 8/8, skal du ned på p 5½ og slå et par masker mere op. Men hvorfor ikke bare bruge den valgte kvalitet?
      Bh Susanne

  3. Ditte
    23/09/2020 at 18:05

    Hvilken str. strikkepind skal bruges? Nu er Paris tiltænkt nål 4-5, skal man så helt op på nål 8-10?

    • Susanne
      24/09/2020 at 07:41

      Hej Ditte (som jeg kan se, du hedder!),
      Du skal gøre nøjagtig, som der står i opskriften – bruge pinde nr. 6 og strikke med dobbelt garn.
      Dbh Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.