Sy dit eget miljørigtige indkøbsnet

Et hjemmesyet indkøbsnet er det perfekte alternativ til miljøforurenende plastikposer. Har du stofrester liggende, kan du bruge dem, men sørg for, at det er af holdbar kvalitet som f.eks. hør eller kraftig bomuld, så det holder i årevis. Sy også gerne et etui af samme stof, så du altid kan have nettet med dig i tasken.

Syet miljørigtigt genbrugsnet

Det skal du bruge:
God stofsaks
Hør- eller lærredsstof, B 140 x L 65 cm
Tråd

Mål: 40 x 42 cm.

Sådan gør du:
Klip 2 stykker stof til nettet på hver 42 (bredden) x 48 cm, 2 hanke på hver 10 (bredden) x 64 cm. Klip 1 stykke stof til etui, som måler 15 (bredden) x 20 cm.
Sy de 2 stykker til nettet sammen ret mod ret langs siderne og i bunden med 1 cm sømrum. Siksak eller overlock trevlekanten hele vejen rundt. Pres 4 cm sømrum om til vrangen langs overkanten. Pres 1 cm sømrum om til vrangen langs hankenes langsider, og pres hankene dobbelt på langs vrang mod vrang. Sy en stikning langs hankenes langsider. Placér hankene ved nettets overkant trevlekant over trevlekant og 10 cm fra siderne. Stik hankene fast. Pres den øverste cm sømrum om til vrangen langs nettets overkant med hanke, fold hele kanten om til vrangen, og sy ombukket fast med en stikning tværs igennem ombuk og hanke. Sy endnu en stikning langs nettets kant, så hankene stikkes med. Pres hele nettet.

Etui: Sy etuiet sammen langs siden og i bunden ret mod ret med 1 cm’s sømrum. Siksak eller overlock trevlekanten. Pres 2 cm sømrum dobbelt om til vrangen langs etuiets overkant, og stik det fast. Du kan også bruge ægkanten, hvis den er fin – det giver etuiet lidt kant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *