Tilos – min græske paradisø

Jeg har en stor stor kærlighed til en lillebitte græsk ø. Øen hedder Tilos og er en del af Dodekaneserne, og min allerstørste kærlighed og jeg er kommet der trofast hvert år siden 2003 – og vil forhåbentlig blive ved med det i mange år frem. Øen udmærker sig ved, at der sker uendelig lidt, men at der er de mest fantastiske vandremuligheder, uden at man behøver være bjergbestiger. – Ok, det med, at der sker meget lidt, er desværre ikke længere helt sandt, for en lind strøm af syriske flygtninge, der sejles til øen fra Tyrkiet, er blevet en del af dagliglivet de sidste par år.

Det kilder i maven, når båden endelig hugger sig vej rundt om Tilos’ sydligste lodrette klippevæg, for jeg er som altid fyldt med sommerfugle, når vi nærmer os Livadia, den ene af øens 2 beboede byer. Dels fordi jeg glæder mig vildt til at komme tilbage øen, og dels fordi jeg glæder mig SÅ meget til at gense vores græske venner, som venter på kajen med ivrig vinken og store knus. Vi går fra favn til favn og læsser baggagen ind i hotellets bil, og så går vi frydefulde i den fløjlsbløde luft langs vandet op til ”vores” lejlighed på Ilidi Rock, som vi flytter ind i hvert år. Der er stor aktivitet og larm, når en færge lægger til, og ofte skal skibet tømmes for købmandsvarer, før det sejler igen. Men så snart færgen og motorlugten er ude af bugten, sænker den vidunderlige stilhed sig, og duftene fra vild timian og oregano smyger sig om vores næsebor.

 

Aftensmaden indtages stort set altid på Taverna Michalis, og det kan ikke gå stærkt nok, for Michalis er blevet en kær ven, selv om sproget gør samtalerne begrænsede. Jeg sled mig igennem 3 semestre i græsk på aftenskole, før jeg erkendte, at den disciplin aldrig ville blive min, så vi klarer os med engelsk og gestik, og jeg bilder mig ind, at der trods alt bliver sat pris på de få græske ord, jeg mestrer.

Dagen efter vores ankomst tager vi bussen fra Livadia til Megalo Horio (store by), som er den ægte, græske næsten lodrette by med hvidkalkede huse og blå skodder. Der er kun en busrute på Tilos, og den går fra Livadia til Megalo Horio, og derfra videre til det lille fiskerleje Agios Andonis mod nord og Eristos-stranden mod vest, hvorpå den tøffer tilbage til Livadia igen. Der er også kun en buschauffør, som altid ser halvsovende eller smådeprimeret ud, men han fører sin bus med sikker hånd. I Megalo Horio går vi ind i det ene af de 2 minimarkeder, som ser ud som det muligvis har gjort i 20-30 år. Her køber vi skøn, grøn lokal olivenolie, som vi får hældt på en medbragt plastikflaske formedelst 1½ euro for ½ liter, og en tør, salt og ligeledes lokal gedeost, som koster noget mere. Er vi i hopla går vi de 8-9 km tilbage til Livadia for ligesom at varme op, efter at have nydt en frappé (iskaffe) og en kold Mythos (græsk øl) på den lillebitte café ved kirken.

Så er vi klar til en rigtig vandretur, og den kan gå ad stien på bjergsiden langs vandet ud til Letra-stranden, gennem byen og ud til den forladte by Gera eller op til den anden forladte by Micro Horio (lille by) eller op omkring ”de døde geders grotte” – eller noget helt femte. Og ligegyldig hvilken tur, vi går, er vi enige om, at DET her er nok den smukkeste af turene. Men alle turene skal gås hvert år, og kun rækkefølgen er vilkårlig.
De døde geders grotte-turen skal dog gerne gås mindst 2 gange. Vi går bag om Livadia ad den skærvede grusvej op mod den gamle borg, og skal altid lige ind på den lille kirkegård og kigge lidt på gravene, der er pyntet med kranse af plastikblomster. Næsten oppe ved den asfalterede vej, drejer vi til venstre (kig efter varden) ad den smalle sti, der ballancerer på bjergsiden, og som fører os op til den bredere vej hen over ”bjergpasset”. Herfra kan vi se havet til begge sider og hele Livadia-bugten, og vi standser op dels for at få vejret og drikke lidt vand og dels for bare at nyde skønheden og stilheden. Efter bjergpasset går det nedad igen, og det er her, vi passerer de døde geders grotte, som vi kalder den, fordi der somme tider ligger gedeskeletter derinde, og vi forestiller os, at de gamle geder lægger sig derind for at dø i fred og skygge. Lidt mystisk. Turen ned kræver lidt koncentration, men det smukke smukke landskab ophæver alle strabadserne, og når gederne kan hoppe så ubesværet rundt, kan vi vel også. Endelig er vi fremme ved de stejle klipper ned mod havet, og stien bliver jævn og fin langs bjergsiden over til den lillebitte kirke Agios Joannis, som har den bedste murede bænk i skyggen, hvor vi bæller noget mere vand og suger den vidunderlige udsigt i os. Vi kigger ind i minikirken og lukker døren forsvarligt efter os, for ellers æder gederne ikoner, vokslys, broderede duge og hele molevitten og skider på gulvet som tak! Så går det bare nedad forbi ”verdens ende” (det kalder vi de 4 sommerhuse, som er bygget in the end of nowhere for enden af en asfalteret vej, der stiger så stejlt, at man næsten spytter blod, når man kravler op ad den), ned forbi det hyggelige Faros og hjem ad strandpromenaden langs kysten – muligvis med en svalende svømmetur i det turkisblå vand undervejs.

TILOS 2008 022

Søndagsstemning er der hver eftermiddag, når vi daser i den flimrende varme på balkonen og glor på en af verdens smukkeste udsigter. Jeg bliver aldrig træt af den og det skiftende lys på bjergene overfor, og er vi rigtig heldige bliver vi også begavet med en omgang fuldmåne – og så kommer vi aldrig i seng!

Flygtningene bliver som nævnt sejlet til øen i rigt mål, for Tilos ligger ganske tæt på Tyrkiet, og det siger sig selv, at en tilstrømning på somme tider 100 om ugen er en belastning for et lille absolut ikke rigt samfund på langt under 500 fastboende. Men øboerne tager det i stiv arm og laver mad til dem, som den naturligste ting i verden. Hvilket det også burde være! Sidste sommer overnattede flygtningene på skolen, men i år foregik indkvarteringen i det lille kloster Panagia Politissa oven for byen, mens de små familier – sommetider med nyfødte – venter på færgen til Athen og alt det uvisse. Mens vi andre overvejer, hvad vi skal have til middag – en sund øjenåbner, som en og anden dansk politiker kunne have godt af at opleve.

Og nu er der kun 11 måneder, til jeg skal til Tilos igen.

Gode tip til Tilos: Vi flyver til Rhodos og sejler derfra, og da bådfarten på grund af den græske krise er temmelig ustabil, bruger vi et rejseselskab.

Første gang, du er på, skal du købe et kort, som viser vandreruterne. Kortet er uundværligt denne gang og stort set overflødigt fremover.

Om søndagen kører bussen på udflugt op til klosteret Agios Pandeleinonas, som ligger 650 m over havoverfladen, og hvis ældste dele stammer fra 1430, mens freskerne i den fine lille kirke er fra det 17. og 18. århundrede.

Ged i citronsovs er øens signaturret, og det møre gedekød smager fantastisk med de ovnstegte kartofler.

Billeje og leje af scooter er der flere gode muligheder for, men øen er så lille og bussen så fast og stabil, at det er dumt at leje for mere end en dag ad gangen.

Taverna Michalis er en ægte familierestaurant, hvor mor står i køkkenet, bror griller, og søn og sønnesøn på 8½ serverer, mens Michalis styrer det hele med fast og kærlig hånd. Specialet er grillretter, men prøv f.eks. fritterede auberginer, fritterede kikærtefrikadeller (an slags forvoksede falafel) eller de skønne marinerede rødbeder til forret.

 

  4 comments for “Tilos – min græske paradisø

  1. Vibeke L Knudsen
    03/08/2016 at 13:18

    Det lyder bare så skønt. Vi var der for første gang sidste år i september og glæder os allerede nu til vi skal afsted den 17. september i 2 uger.
    Sidste år var det så varmt, at vi ikke orker at vandre, så det håber vi på vi kommer til i år.
    Kan man købe vandrebogen herhjemme eller skal den købes på Tilos?

    • Susanne
      03/08/2016 at 16:03

      Kære Vibeke,
      Åh, nu bliver jeg misundelig, selv om jeg lige er kommet hjem efter 4 skønne uger på øen. Nogen vandrebog har jeg ikke set eller hørt om, men hvis I køber et kort over øen, kan I se, hvilke vandremuligheder der er. Bare husk at tage tonsvis af vand med, når I går.
      Hav en skøn ferie – og skriv endelig, hvis du trænger til nogle staldtips 😎
      Bedste hilsner
      Susanne

      • 10/03/2017 at 20:23

        Hej Vibeke

        Du kan købe vandrebogen i det lille informationskontor der ligger ved siden af kontoret for vandforsyning ved siden af Silversmith og kirken. Vi forsøgte sidste år, uden held, at træffe nogen på kontoret, som iflg. vandkontoret skulle holde åbent om formiddagen. Da vi er tålmodige mennesker vil vi forsøge igen i år, da det er en fantastisk bog med en grundig beskrivelser af ruter vi ikke anede eksisterede delt op i sværhedsgrader.
        Held og lykke med jagten.

        • Susanne
          11/03/2017 at 19:29

          Fantastisk Birgit – men jeg har stadig aldrig hørt om eller set nogen vandrebog over Tilos på trods af, at jeg nu er kommet der hvert år i 14-15 år. Skriv endelig til mig (og andre interesserede ), når du finder den.
          Bedste hilsner
          Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *