Tofarvet top eller vest

Det enkle har altid tiltalt mig mest, selv om jeg godt kan gi ’den gas ind imellem med farver m.m. Men sådan noget som den her top i silke/bomuld, råhvid og kit er jo helt tidløst. Brug toppen som en lille let sommersag, eller brug den som den topaktuelle vest over en T-shirt eller skjorte. Eller strik den i sort eller en mørk nuance, og brug den til fest.

Tofarvet top
Str. S-M-L-XL

Det skal du bruge: 2 ngl (100 g) Papyrus ( 78 % bomuld/ 22 % silke) i kitfarvet (fv 02) og 2-3-3-4 ngl (100-150-150-200 g) i råhvid (fv 01) fra Cewec . Rundpind nr. 3 ½ og 4.

Mål:
Overvidde: 90-94-98-102 cm.
Længde: 44-45-46-47 cm.

Strikkefasthed: 20 m & 28 p/omg = 10 cm. strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du prøve med tyndere eller tykkere pinde.

Strikketip 1: Drejet rib:
1.omg: * 1 r, 1 vr *, gentag fra * til * omg rundt.
2.omg: * 1 dr r, 1 vr *, gentag fra * til * omg rundt.

Strikketip 2: tag 1. m løs af, og strik sidste m dr r, når du strikker frem og tilbage, så får du en fin retbort.

Toppen strikkes rundt til ærmegabene og derefter frem og tilbage.
Slå 180-188-196-204 m op på rundp nr. 3 ½ med kitfarvet garn, og strik 6 omg dr rib (se Strikketip 1). Skift til rundp nr. 4, og fortsæt rundt i glat (sæt en markør ved omgangens begyndelse og midt imellem, altså efter 90-94-98-102 m). Skift til råhvidt garn, når hele toppen måler 15 cm. Fortsæt lige op, til hele toppen måler 22-22-23-23 cm. Flyt sidemarkørerne med op, og strik næste omg således: * 7 vr, 76-80-84-88 r, 7 vr *, gentag fra * til *. På næste p lukkes af til ærmegab således: * luk 4 m af, 82-86-90-94 r, luk 4 m af *, gentag fra * til *, og bryd garnet.
Bagstykket: Sæt garnet til ved de sidst aflukkede m, og strik alle vrangsidep således: 3 r, vr til de sidste 3 m, 3 r, og alle retsidep r (se Strikketip 2).
Tag samtidig 1 m ind på retsiden i hver side således på hver 2. p 6 gange og på hver 4. p  4 gange: 2 r (se Strikketip 2), 2 r dr sm, r til de sidste 4 m, 2 r sm, 2 r.
Fortsæt lige op med 3 r i hver side på alle p, til hele bagstykket måler: ca. 43-44-45-46 cm. Luk af til skulder i hver side for 7-7-8-8 m 1 gang og 7-8-8-9 m 1 gang. Luk de resterende 36-38-40-42 m af  til hals i vr på retsiden/r på vrangsiden som halskant.
Forstykket: strikkes som bagstykket, til der er taget ind til ærmegab 2 gange.
Næste p (vrangen): strik til de midterste 8 m, strik 8 r, strik p ud.
På næste p lukkes de 2 midterste m af til V-hals, og hver side strikkes op for dig, idet de yderste 3 m mod forkanten strikkes ret på alle p og der tages 1 m ind på hver 2. p som til ærmegabene 17-18-19-20 gange. Når forstykket måler det samme som bagstykket (tæl ud på retkanten), lukkes af til skulder på samme måde. Strik den anden side op på samme måde, men spejlvendt.

Montering: sy skuldersømmene sammen, og hop i toppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.