Vegetarfrikadeller med kikærter

Kikærter er et genialt grundstof i køkkenet, og de kan købes tørrede og på dåse til de travle. Jeg foretrækker absolut de tørrede, som jeg sætter i blød om morgenen, så de er klar til kogning om aftenen. Smagen og konsistensen er så meget bedre end dem på dåse, men de kan bruges i en snæver vending, men skyl dem grundigt. De her spicy kikærtesager er godt krydret og kan spises som ren vegetarmad med en god salat til, som tilbehør til kød eller fisk og tages med i madpakken. Win-win!
Den skønne, store håndtrykte flise er fra Arttiles
 

Krydrede kikærtefrikadeller
(ca. 18 stk.)
300 g tørrede kikærter (svarer til ca. 600 g udblødte)
3 æg
1 courgette
1 snackpeber
1 lille rødløg
2-3 fed hvidløg
1 spsk. god karry, gerne malaysisk
½ spsk. stødt koriander
½ spsk. stødt spidskommen
evt. lidt stødt chili
salt og peber
olie til stegning

Sæt kikærterne i blød i koldt vand i mindst 7 timer. Skyld dem i rent vand, og kog dem i nyt vand, til de er kogt sønder og sammen (tilsæt lidt salt, men først når de er kommet i kog).
Blend dem sammen med æggene med en stavblender.
Riv courgette, snackpeber, rødløg og hvidløg, og rør det i kikærtemosen sammen med krydderierne.
Varm olien op i en sauterpande, wok eller anden pande med høje kanter. Olien skal syde om en tændstik/tandstik. Form mosen til frikadeller, og steg dem i olien i små hold på 4- 5 stk. Kommer du får mange i olien ad gangen, taber den temperaturen. Steg frikadellerne gyldne og sprøde på begge sider, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
Kan fryses.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *