Babytop med hulmønster

Økologisk bomuld er noget af det bedste, jeg ved, og jeg elsker at bruge Onion’s bløde bomuld, som fås i de skønneste farver, til især babytøj. Toppen her kan bruges som vest over en T-shirt eller som en lille fin sommertop, og du kan strikke den i 3 størrelser. Hulmønsteret beskrives i opskriften.

Babytop med hulmønster
Str. 3/6-9/12-15/18 mdr.

Det skal du bruge: 2-2-3  ngl Organic Cotton (100 % økologisk bomuld) fra Onion. Pinde og hæklenål nr. 3. En lille knap (ca. 15 mm).

Mål:
Overvidde:
 50-52-56 cm.
Hel længde: 27-28-29 cm.

Strikkefasthed: 24 m & 32 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Strikketip: Tag 1. m løs af, og strik sidste m dr r på alle p, så får du en fin retkant.

Bagstykket: Slå 61-63-67 m op, og strik i glat og hulmønster (deleligt med 12 + 1 + kant) således:
1.,3. og 5. p (vrangsiden): vr.
2. og 4. p: r.
6.p: 1-2-4 r, * 3 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm, 4 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med 0-1-3 r.
7.p: vr.
8.p: 1-2-4 r, * 2 r, 2 r sm, slå om, 3 r, slå om, 2 r dr sm, 3 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med 0-1-3 r.
Disse 8 p danner mønster og gentages.
Når bagstykket måler 18 cm, lukkes af til ærmegab i hver side for 3 m, og derefter tages 1 m ind på hver 2. p 3 gange, idet hver p begyndes med 1 r løs af, 1 r, og sluttes med 1 r, 1 dr r (= 49-51-55 m tilbage). Fortsæt lige op til hele bagstykket måler 27-28-29 cm. Luk af til skulder for 7 m 2 gange i hver side, og luk af for de resterende 21-23-25 m til hals.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, til forstykket måler 19 cm (slut med en retsidep). Nu deles forstykket til slids således: 1 r løs af, 1 r, vr tilde midterste 5 m, 2 r, luk midterste m af i r, 2 r, vr til der er 2 m igen, 2 r.
Venstre forstykkedel: Fortsæt lige op i glat og mønster, idet de første og sidste 2 m strikkes r på alle p.
Når hele forstykket måler: 24 cm (slut med 1 retsidep) strikkes retkant til hals således: Strik fra vrangen 9-10-11 r, vr til de sidste 2 m, 2 r. Strik næste p som de øvrige retsidep. Luk nu af til hals i ret fra vrangen for 7-8-9 m, og fortsæt med 2 r i hver side, idet der tages 1 m ind mod halsen på hver 2. p 3 gange på samme måde som indtagningerne til ærmegab. Strik lige op, til forstykket måler det samme som bagstykket, og luk af på samme måde.
Højre forstykkedel: Strikkes som venstre men spejlvendt, men der lukkes af til hals for de sidste 7 m mod slidsen uden at bryde garnet. Sæt hæklenålen i den sidste m, og hækl 5 lm. Stik nålen ned mellem 2. og 3. retrille fra oven, bryd garnet, og træk det igennem. Sæt igen garnet til forstykkedelen, og strik den færdig.

Montering: Sy skulder- og sidesømmene sammen, og sy knappen i. Pres evt. toppen let fra vrangen.



  36 comments for “Babytop med hulmønster

  1. Anette
    22/03/2020 at 08:28

    Hej Susanne. Hvor er den fint, din lille vest. Jeg har måttet låne naboens lille pigebaby for at have nogen at strikke den til. Jeg har imidlertid haft problemer med at få hulmønsteret centreret, jeg har ændret lidt på mønsteret for at få det til at passe. Jeg tænker, at du måske skal se på det igen. Men endnu engang tak for dine fine opskrifter. Hilsen Anette

    • Susanne
      22/03/2020 at 09:26

      Hej Anette,
      Hvad skulle jeg dog gøre uden lynhurtige og skarpe følgere som dig? Tak for hjælpen – opskriften er fluks rettet.
      De bedste strikkehilsner
      Susanne

      • Anette
        24/03/2020 at 18:58

        Tak for det.🌼🌼

  2. 26/03/2020 at 17:26

    Hej Susanne, jeg er ved at strikke den lille top med hulmønster i den største størrelse.
    Jeg kan ikke få mønsteret til at passe, du skriver ikke hvor mange masker der er til sidst,
    men jeg regner med, at der er lige så mange retmasker, som i starten af pinden.
    Den er bare så fin og vil rigtig gerne lave den til mit lille barnebarn.
    Mvh Karin

    • Susanne
      27/03/2020 at 16:21

      Hej Karin,
      Jeg forstår det ikke, men jeg kigger på det asap, men lige nu har jeg en Corona-syg mand, så jeg er ikke så koncentreret.
      Du hører fra mig.
      Dbh Susanne

      • Susanne
        28/03/2020 at 11:56

        Hej igen Karin,
        Så fik jeg lige en stund, og har opdaget, at jeg havde glemt at skrive et “slå om”. Den dårligste korrekturlæser er som bekendt forfatteren selv.
        NU kan du komme i gang.
        Dbh Susanne

  3. 14/04/2020 at 09:50

    Heldigvis har min svigerdatters søster en lille pige, som lige er fyldt 1 år. Jeg har strikket din søde top til hende i str. 15/18 måneder, men har kun brugt knap 2 nøgler, selvom Jeg har måttet gå ½ op i pinde for at få strikkefastheden til at passe. Lidt ærgerligt med det 1 nøgle i overskud.

    • Susanne
      14/04/2020 at 10:08

      Hej Ulla (som jeg kan se, du hedder),
      Så kan du jo f.eks. strikke den her hagesmæk: Hagesmæk med knap. Eller de små sko – eller en karklud 😊
      Dbh Susanne

      • 14/04/2020 at 11:39

        Tak for lynhurtigt svar 🙂

        • Vivi Arklint
          27/06/2020 at 15:36

          Kære Susanne
          Når du vælger, hvilken størrelse din opskrift passer til, hvilket skema tager du så udgangspunkt i? Jeg kan fortælle, hvorfor jeg spørger. Mit vidunderlige barnebarn er 12 mdr om lidt. Hun er 80 cm lang og vejer 10 kilo. Kigger jeg efter de mål i de officielle målskemaer ligger hun i den øverste ende af både vægt- og højdeskemaet. Det er rart at vide, når man skal vælge størrelse.
          Hilsen Vivi

          • Susanne
            28/06/2020 at 08:19

            Kære Vivi,
            Til lykke med barnebarnet.
            Jeg bruger egentlig ikke noget specifikt målskema men sammenholder målene og finder en fællesnævner, afhængigt af hvilken model, der er tale om. Efter at have lavet babyopskrifter i 45-50 år har jeg målene lidt i baghovedet, og så tjekker jeg lige med f.eks. H&M, som vel må formodes at have styr på børns størrelser lige nu og her.
            Dit vidunders længde passer jo ganske fint med str. 1 år – vægten har jeg ikke forstand på, så du må nok lige måle hende rundt om mavsen.
            Hils Peter.
            Dbh Susanne

  4. Laila
    06/05/2020 at 04:02

    Hej Susanne. En sød top som jeg påtænker at skulle strikke. Men hvad menes der med 0-2-4 ret.
    Hilsen Laila

    • Susanne
      06/05/2020 at 07:07

      Hej Laila,
      Det betyder, at der strikkes 0 r før mønsteret til den mindste størrelse, 2 r før mønsteret til den mellemste og 4 r før mønsteret til den største størrelse.
      Giver det mening?
      Dbh Susanne

      • Lone Eriksen
        24/07/2021 at 22:16

        Hej Susanne. Jeg strikker den fine top i mindste str., men kan ikke få masketal til at passe på rygstykket:
        Slår 61 op. Tager 2 x 3 masker ind til ærmegab + 1 maske ind på hver anden p 3 gange. Nu har jeg 49 masker tilbage (du skriver 47 m).
        Så skriver du luk 7+7+resterende 21 m. Det får jeg til ialt 35 masker. Så disse aflukninger passer ikke med de af dig skrevne 47 m.
        Vil du hjælpe snarest? Tak på forhånd.
        Hilsen Lone

        • Susanne
          26/07/2021 at 08:04

          Hej Lone,
          Såååå fik jeg tid til at regne lidt på opskriften, som nu er rettet. Tak fordi, du gjorde opmærksom på det – der er åbenbart ikke andre, der har strikket DEN størrelse, selv om mange har strikket toppen.
          Skriv endelig igen, hvis du støder på andet.
          Dbh Susanne

  5. Lotte
    08/05/2020 at 11:09

    Vil bare sige 1000 tak for alle dine fine opskrifter, jeg bruger flittigt😊 Vh Lotte

    • Susanne
      08/05/2020 at 14:30

      Århhh jeg elsker kommentarer som din Lotte. Det giver lysten til at fortsætte, selv om jeg ikke tjener en krone på det. Tak!
      Dbh Susanne

  6. leje
    08/05/2020 at 13:11

    Hej Susanne
    Hvordan strikker du kanten i ærmegabet?
    Strikker du et par masker ret på alle pinde? Det ser så fint ud.

    • Susanne
      08/05/2020 at 14:28

      Hej Leje,
      Nemlig – har lige tilføjet det.
      Dbh
      Susanne

  7. 01/12/2020 at 09:50

    Hej Susanne. Af hjertet tak for dine mange fine opskrifter. Nu vil jeg så lige lave denne skønne top i uld til mit lille barnebarn. Påtænker at strikke en “hurtigere” version og lade ryggen være glatstrikket og så køre for- og bagstykke på rundpind. Men når jeg skal have 67 masker til forstykke til at gå op får jeg grå hår på hovedet …. Mønstret er deleligt med 12 – altså fem gange til den største størrelse. Plus to gange fire (til denne str inden mønster i begyndelsen og slutningen) samt to kantmasker – jeg får det til 70 masker ….
    Kh Jeannett

    • Susanne
      01/12/2020 at 11:02

      Hej Jeannett,
      Nu fik jeg da også lige et par (ekstra) grå hår, men nu har jeg reguleret lidt i maskeantal, mål og forklaring, for maskeantallet er jo selvfølgelig deleligt med 12 + 1 + kantm, når det skal være symmetrisk.
      Jeg håber, det giver mening for dig nu.
      Dbh og god december
      Susanne

  8. Lone Petersen
    04/03/2021 at 14:53

    Kære Susanne.
    Jeg er ikke så hard core strikker som mange andre ( men jeg bliver det !! 😉 . Dine opskrifter forstår jeg altså, og jeg er så pave stolt, når jeg lukker den sidste maske af – måske er der en lille fejl i strikken, men det ændrer ikke på, at jeg bliver så inspireret af dine strikketing – jeg er bare blevet så glad for at strikke !! Tak skal du have for det ….. og så skal jeg nok blive ligeså dygtig som alle jer andre …
    Mange venlige forårshilsner
    Lone

    • Susanne
      04/03/2021 at 16:03

      Kære Lone,
      Hold da op – jeg får heldigvis mange dejlige kommentarer fra alle jer skønne følgere, men din tager altså prisen. TUSIND tak fordi, du gider skrive. Jeg er SÅ glad for både din hilsen og for, at du er blevet vild med at strikke.
      De allerbedste hilsner
      Susanne

  9. Anne Kracht
    01/04/2021 at 13:01

    Hej Susanne…
    Jeg er igang med din søde sommertop i str 9/12 mdr.. Og er gået i stå..
    Det er første gang jeg forsøger med hulmønster, og din opskrift er super nem at forstå.. Jeg er ved ærmegab på bagstykke, og har taget ind, og skal nu fortsætte lige op fra pind 6…jeg kan ikke få mønstret til at passe med de 51 masker jeg har tilbage… Hvad gør jeg nu??? Kh Anne

    • Susanne
      02/04/2021 at 09:14

      Hej Anna,
      Du skal fortsætte med at strikke mønster over de m, så de enkelte mønstre fortsat ligger over hinanden som før – se foto.
      Jeg håber, det giver mening, og ellers skriv igen.
      Dbh og fortsat god påske
      Susanne

      • Anne Kracht
        13/04/2021 at 05:59

        Hej Susanne.. Tusind tak for svar.. Jeg har fanget den nu, og er færdig med ryggen😀 nu er jeg så gået i stå med forstykket😩😩 jeg skal tage ind til ærmegab, og starte på slids i halsen, men hvornår skal jeg gøre hvad?? På mit forstykke, som nu måler 19 cm og har 7 hele mønsterrapporter, skal jeg både starte indtagninger og slids på samme pind?? Arrggg, har trevlet det hele op en gang…? Vh Anne

        • Susanne
          13/04/2021 at 06:47

          Hej Anne,
          Først lukker du af til ærmegab efter 18 cm, og derefter startes slidsen efter 19 cm.
          Dbh Susanne

          • Anne Kracht
            13/04/2021 at 07:06

            Tusind tak, Susanne… Jeg skal nok komme igennem den… Den er til mit 2.barnebarn, som melder sin ankomst til august 🌞

          • Susanne
            13/04/2021 at 07:27

            Selvfølgelig kommer du det – og til lykke med barnebarnet. Husk også, at der ligger masser af andre babyopskrifter her på bloggen 😜

  10. Jeannett Lindebjerg
    15/09/2021 at 15:37

    Kære Susanne
    Jeg strikkede den skønne top i uldgarn til mit barnebarn sidste år i den største størrelse. Faktisk strikkede jeg to, for de var så gode ud over t-shirt som en lille vest. Nu vil jeg gerne strikke en str. 3 år – hvor mange masker tænker du jeg skal lægge til?
    Tak for skønne opskrifter 🙂
    Kh Jeannett

    • Susanne
      03/10/2021 at 07:28

      Hej Jeannett,
      Som udgangspunkt regner jeg ikke ekstra størrelser ud – der er, hvad der er, og det er ovenikøbet gratis! Men da du nu er så glad for vesten, og jeg rent faktisk påtænker at lave den i lidt større størrelser, forbarmer jeg mig 😇
      Jeg ville lægge 4-6 m til – og resten må du selv regne ud.
      Dbh og god fornøjelse
      Susanne

  11. Robyn
    17/09/2021 at 22:40

    Hi Susanne
    Can this pattern be accessed in English?

    • Susanne
      26/09/2021 at 08:42

      Hi Robyn,
      Unfortunately I do not have the opportunity to translate my free patterns, but you can use the Glossary
      Glossary
      Bw Susanne

  12. Tine Ricka
    03/09/2023 at 08:43

    Hej Susanne
    Tak for mange skønne og gratis opskrifter 🙏🏼
    Jeg er så vild med denne her – men den kunne være så sød helt op til str 2-4-6-8 år
    Tænker du at du måske en dag hopper ud i at hører den større ?
    Kh Tine

    • Susanne
      21/09/2023 at 07:51

      hej Tine,
      Der er mange, som har spurgt, så det er ikke usandsynligt, at det kommer en dag, hvor jeg er i det humør 😊
      Bedste hilsner
      Susanne

    • Susanne
      21/09/2023 at 07:57

      hej Tine,
      havde lige i skyndingen glemt, at det den jo ligger lige her i op til 3 år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.