Sy tjekkede ting til tasken

Dametasker har altid været genstand for vittigheder, men med de her små fine accessories i din taske, behøver du ikke frygte, at indholdet vælter ud. Inspirationen til de små sjove kvaster er hentet i Marokko, hvor de bruges meget som dekoration på hverdagsting, og de er både nemme og sjove at lave. Både etuiet til din smartphone/ kosmetik, nøgleringen og etuiet til de uundværlige papirlommetørklæder er nyttigt og dekorativt tilbehør til alle de ting, vi bruger hver dag.

Kvaster
Det skal du bruge: garn i forskellige stærke farver (gerne neon), en lineal (ca. 3½ cm bred), stoppenål og saks.

Vikl garnet til kvasten 10 gange rundt om linealen. Klip et stykke bindegarn i en kontrastfarve på ca. 35 cm. Træk bindegarnet igennem kvaste-garnet med stoppenålen, og bind garnenderne så stramt sammen som muligt. Skub garnet af linealen, saml kvasten med fingrene, stik nålen ned igennem kvasten fra toppen og ca. 1 cm ned. Vikl bindegarnet 4-5 gange stramt rundt om kvasten, så den samles. Stik nålen ind i kvasten og op gennem toppen. Klip kvasten lige af i garnenderne, og brug bindegarnets ender til at sy/binde kvasterne fast med.

IMG_4320key

Nøglering
Mål: 2 x 15 cm.

Det skal du bruge: en trådlige strimmel stof på 6 x 30 cm inkl. 1 cm sømrum overalt, en ”hønsering” (diameter 2½ cm) samt evt. kvaster (se forklaring).

Fold strimlen ret mod ret på langs, og sy sømmen sammen, MEN lad 3-4 cm stå usyede i hver ende. Pres sømrummene fra hinanden med en negl, og vend retten ud. Træk nøgleremmen igennem hønseringen. Hæft og sy de korte ender sammen ret mod ret. Pres sømrummene fra hinanden med en negl, og pres 1 cm sømrum ind på vrangen i åbningen. Stik åbningen sammen, stik hele vejen rundt langs begge kanter, og pres. Sy nøgleremmen sammen igennem alle lag ca. 3 cm fra ringen med 2 parallelle stikninger på tværs med ca. ¾ cm mellemrum. Bind evt. kvaster omkring nøgleringen.

IMG_4316kle

Kleenex-etui
Mål: 8 x 13 cm.

Det skal du bruge: et stykke stof og et stykke indlægsstof på hver 20 x 16 cm og evt. kvaster (se forklaring).

Stryg indlægsstoffet på stoffets vrangside. Fold 2 cm sømrum dobbelt om til vrangen langs de korte ender, og stik det fast. Fold stykket ret mod ret, så de sømmede kanter støder mod hinanden på etuiets midte. Stik enderne sammen med 1 cm sømrum, og overlock eller siksak sømrummene sammen. Vend retten ud, og pres. Sy evt. en kvast i hvert hjørne.

IMG_4309ifon

Smartphone- eller kosmetikpung
Mål: 9 x 20 cm.

Det skal du bruge: to trådlige stykker stof og to stykker indlægsstof på hver 11 x 22 cm, en lynlås på 18 cm og evt. kvaster (se forklaring).

Stryg indlægsstoffet på stoffets vrangside. Overlock/siksak den ene langside på hvert stykke, og pres 1 cm sømrum om til vrangen.

Hæft, ri og sy lynlåsen i, så den ligger midt på langsiden. Sy etuiets 2 dele sammen ret mod ret (husk at lyne lynlåsen op først) langs de øvrige 3 sider, og overlock/siksak sømrummene sammen. Klip en trekant af sømrummet i hvert nederste hjørne, vend retten ud, og pres. Sy evt. 2 kvaster i hver side af etuiet.

 

  10 comments for “Sy tjekkede ting til tasken

  1. Ida
    10/08/2016 at 18:08

    Hej Susanne

    Du er så ferm på fingrene, så jeg tænkte, om du mon ikke kunne finde ud af at lave en opskrift på ‘aiayu’s strikkede / hæklede punge – eller noget der ligner? https://www.aiayu.com/collection/accessories/helen.html

    Måske ikke ligefrem kopiere dem, men lave noget i samme stil. Det vil jeg være rigtig glad for.
    Mvh Ida

    • Susanne
      14/08/2016 at 08:18

      Ha ha Ida – dette er jo ikke et sted, hvor man bare kan bestille opskrifter. De er i forvejen gratis, så du må nyde det, du får 😎
      Hilsen Susanne

      • Ida
        15/08/2016 at 18:39

        Kære Susanne
        Tak for dit svar – det var såmænd bare , hvis du nu sad der og var helt rådvild og kedede dig, og ikke vidste, hvad du nu skulle finde på . . . så var dette måske en idé 😉
        De bedste hilsner – og tak for alle de andre gode ideer og opskrifter
        Ida

        • Susanne
          18/08/2016 at 07:48

          Kære Ida,
          Ha ha – tak for det, men jeg synes nærmest, det er svært at nå at lave alt det til jer, som jeg har på bedding 😊
          Bedste hilsner
          Susanne

  2. vibs
    30/05/2017 at 09:06

    Er ny her på siden, men mht. aiayu taske/pung så er der mange anvisninger I boble-hækling m en farve garn.
    Tænker at det er Maroccansk hækling der er metoden til at lave den I tofarvet.
    Har selv lavet en I boblehækling efter en opskrift på nettet I ensfarvet, den blev rigtig fin:-)

    Men du har sikkert fundet den same opskrift for længst….

    • Susanne
      31/05/2017 at 07:42

      Tak for din kommentar Vibs 👍🏼

  3. 16/11/2020 at 19:38

    Hej – sikke et fint projekt, jeg er vild med stilen. Så glad for, at jeg lige kom forbi her, det er aldrig til at vide, hvad man støder på, når man suser rundt på internettet 🙂

    • Susanne
      18/11/2020 at 09:00

      Hej Karoline,
      Hæng endelig på – der kommer nyt med jævne mellemrum.
      De bedste hilsner
      Susanne

  4. Christina
    06/09/2022 at 05:26

    Hej Susanne
    Det var præcis hvad jeg ledte efter (opskrift til kleenex etui til tasken) og med udførlig beskrivelse! Whats not to like 🙂 Men, hvad mener du med indlægsstof? Er det noget specielt, måske aftørbart el lign…

    • Susanne
      12/09/2022 at 08:08

      Hej Christine,
      Indlægsstof er en type tyndt stof, som stryges på bagsiden af “det rigtige” stof for at stive det af – det kan f.eks. hedde Vlieseline og fås i alle sytilbehørsbutikker.
      Dbh Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.