Strik et kæmpetørklæde i hulmønster

Der er da ikke noget så dejligt som et kæmpestort, tykt og blødt tørklæde til den kølige tid. Tørklædet strikkes i et fint men nemt blad-hulmønster, som bare skal strikkes et par gange for at sidde i fingrene. Mønsteret får du beskrevet i strikkeopskriften. Garnet, som er i polyakryl, uld og mohair, købes i kæmpenøgler med 350 g i hver, og du kan få flere tørklæder plus torvevanter ud af et nøgle.

Kæmpetørklæde i hulmønster

IMG_1223xx

Det skal du bruge: 1 ngl Drops Verdi a 350 g (rækker til meget mere) fra Garnstudio, rundpind nr. 7.

Mål: ca. 43 x 180 cm – eller så langt, du orker.

Strikkefasthed: 14 m & 18 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du prøve med tyndere eller tykkere pinde.

Forkortelser: 2 r sm = 2 ret sammen, 2 r dr sm = 2 ret = tag 1 m løs af, strik næste m, og træk den løse m lover den strikkede, 3 r sm = 3 ret sammen = tag 1 m løs af, strik de 2 næste m sammen, og træk den løse m over den strikkede.

Tørklæde: Slå 59 m op, og strik 6 p ret, idet sidste m på alle p strikkes vr og 1. m på alle p tages løs af.
Strik derefter hulmønster således:
1. og alle ulige p: 1 r løs af, 3 r, vr til de sidste 4 m, 3 r, 1 vr.
2. p: 1 r løs af, 3 r, 2 r sm, 3 r, slå om, * 1 r, slå om, 3 r, 3 r sm, 3 r, slå om *, gentag fra * til * p ud, og slut med 1 r, slå om, 3 r, 2 r dr sm, 3 r, 1 vr.
4. p: 1 r løs af, 3 r, 2 r sm, 2 r, slå om, * 3 r, slå om, 2 r, 3 r sm, 2 r, slå om *, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r, slå om, 2 r, 2 r dr sm, 3 r, 1 vr.
6. p: 1 r løs af, 3 r, 2 r sm, 1 r, slå om, * 5 r, slå om, 1 r, 3 r sm, 1 r, slå om *, gentag fra * til * p ud, og slut med 5 r, slå om, 1 r, 2 r dr sm, 3 r, 1 vr.
8. p: 1 r løs af, 3 r, 2 r sm, slå om, * 7 r, slå om, 3 r sm, slå om *, gentag fra * til * p ud, og slut med 7 r, slå om, 2 r dr sm, 3 r, 1 vr.
10. p: 1 r løs af, 3 r, 1 r, slå om, * 3 r, 3 r sm, 3 r, slå om, 1 r, slå om*, gentag fra * til * p ud, og slut med 4 r, 1 vr.
12. p: 1 r løs af, 3 r, *2 r, slå om, 2 r, 3 r sm, 2 r, slå om, 1 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 5 r, 1 vr.
14. p: 1 r løs af, 3 r, * 3 r, slå om, 1 r, 3 r sm, 1 r, slå om, 2 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 6 r, 1 vr.
16. p: 1 r løs af, 3 r, * 4 r, slå om, 3 r sm, slå om, 3 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 4 r, 1 vr.

Disse 16 p danner mønster og gentages, til tørklædet måler ca. 178 cm (eller så langt, du ønsker), men slut med et helt mønster. Afslut med 6 p ret, og luk elastisk af. Hæft enderne, og hyg dig i dit nye tørklæde.

  4 comments for “Strik et kæmpetørklæde i hulmønster

  1. Jonna Elvin
    29/10/2014 at 12:40

    Har lige set dette dejlige tørklæde i Søndags BT. Da jeg kender de fleste af Drops garner, faldt jeg straks over, at der står den er strikket af Vivaldi.
    Derfor måtte jeg ind på din blog og kikke (dejligt jeg kom det)
    Her ser jeg så den er strikket i Verdi…det passer jo også noget bedre 🙂
    Håber så ikke der er for mange der får købt forkert garn.
    Tak for kikket på din side.
    Hilsen Jonna

    • Susanne
      31/10/2014 at 07:48

      Tak for dine pæne ord – kom endelig igen her på bloggen, som jeg opdaterer hele tiden med nye idéer. Og ja, det er møgærgerligt, at jeg kom til at tage fejl af komponisterne Verdi og Vivaldi, men jeg håber, at enhver garnforhandler med kendskab til Drops garn straks kan se forskel og sørge for, at kunden får det rigtige garn. Og ellers kan tørklædet såmænd også strikkes i Vivaldi ….

  2. Tina
    09/01/2016 at 17:29

    Hej jeg undre mig over om der er en fejl i 1. Pind og alle ulige? I slutningen står….” Vr indtil de sidste 4 m, 4 R, 1 vr” skulle det være 5 m, 4r, 1 vr eller 4, m, 3 r, 1vr???? Eller er der noget jeg overser?

    Hilsen Tina

    • Susanne
      10/01/2016 at 12:07

      Hej Tina,
      Det har du da helt ret i, fejlen er rettet, og der skal strikkes 3r, 1 vr. Sjovt, for der er mange, der har strikket det, ved jeg.
      Men tak for kommentar og god strikning.
      De bedste hilsner
      Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.