Strik en sej babybluse med knaplukning

Babyblusen strikkes i et stykke og helt i ret, så den er supernem at strikke, og monterinsgarbejdet er minimalt, og det kan vi jo godt lide. Blusen er kort foran og strikkes lidt længere bagpå, så den er lidt sej. Det lækre bløde Tussah Silk, som består af tussahsilke og merinould er fra Onion

img_5185_bluse1

Retstrikket babybluse med knaplukning
Str. 3/6-9/12-15/18 mdr.

Det skal du bruge: 150-200-200 g Tussah Silk fra Onion (34 % tussah silke/66 % merinould) og rundpind nr. 4 + 4 små knapper.

Mål:
Overvidde: 50-54-58 cm.
Hel længde foran: 24-26-28 cm.
Ærmelængde: 18-20-22 cm.

Strikkefastehed: 22 m = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pind.

Strikketip: Jeg foretrækker altid at strikke frem og tilbage på rundpinde frem for at bruge lige strikkepinde.

Blusen strikkes i et stykke, og der begyndes med forstykket.
Slå 56-60-64 m op, og strik retstrikning frem og tilbage på pinden. Når forstykket måler 15-16-17 cm, slås 40-44-48 nye m op i hver side til ærmer. Fortsæt lige op over alle 136-148-160 m, til hele forstykket måler 17-18-19 cm.
Nu sættes de midterste 20-24-26 m på en hjælpep til halsklap, og hver side strikkes op for sig, til hele forstykket måler 24-26-28 cm (og fra de opslåede m måler 9-10-11 cm). Strik den anden side op på samme måde, men modsat.
På næste p slås 20-24-26 ny m op imellem de 2 forstykker (her begynder bagstykket). Strik 9-10-11 cm over alle 136-148-160 m (tæl retrillerne, så der er lige mange på for- og bagstykke), og luk derefter af for 40-44-48 m i hver side (56-60-64 m tilbage). Strik videre til hele bagstykket måler det samme som forstykket (tæl retrillerne, så der er lige mange på for- og bagstykke).
Luk 2 m af i begyndelsen af de 2 næste p, og tag derefter 1 m ind i hver side på hver 2. p således: 1 r løs af, 3 r, 2 r dr sm, r til de sidste 6 m, 2 r sm, 4 r. Tag ind i alt 8 gange, og luk af for resterende m.

Klap til knaplukning:
Sæt m fra hjælpep tilbage på rundp. Slå 4 m op, strik de 20-24-26 m på p, slå 4 m op. Fortsæt i ret over de 28-32-34 m, idet 1. m tages løst af på alle p, og der på 5. og 23. p strikkes 1 knaphul i hver side således: 1 r løs af, 2 r sm, slå om, r til de sidste 3 m, slå om, 2 r dr sm, 1 r. Strik 3 p efter sidste knaphulsp, og luk let fast af.

Montering (ja helt undgår vi det jo ikke): sy side- og ærmesømmene sammen med hhv. madras- og maskesting. Hæft alle enderne, og sy knapperne i.

Sådan slår du masker op i slutningen af en pind:

 

 

  30 comments for “Strik en sej babybluse med knaplukning

  1. Ull
    07/12/2016 at 21:04

    Der står der begyndes men forstykket, og bagefter mår bagstykket måler !!!!!!!

    Forøvrigt lækker bluse.. Den ska, prøves

    • Susanne
      07/12/2016 at 21:32

      Uh – det er altid dejligt med vågne læsere. Det er vist en vane altid at beskrive bagstykket først, men mon ikke det var gået alligevel 😀
      Hilsner Susanne

  2. Iris Ebbesen Jensen
    07/03/2017 at 17:34

    Kan du sende den til mig på e-mail jeg kan nemlig ikke finde ud af at printe den ud
    Vil gerne betale hvis den koster noget
    Hilsen en kommende farmor

    • Susanne
      07/03/2017 at 17:56

      Hej kommende farmor,
      Prøv lige at kopiere teksten over i et word-dokument, og hvis det ikke virker or dig, må du skrive igen.
      Bedste hilsner
      Susanne

  3. Conny
    09/03/2017 at 13:50

    Hej Susanne.
    Jeg har 6 børnebørn, og har strikket til dem alle…
    Den seje skibstrøje er fantastisk og jeg har strikket den til til de 2 yngste i flere forskellige farver og størrelser tak for at dele den.

    • Susanne
      09/03/2017 at 17:35

      Hej Conny,
      Skøøøønt at høre. Strik endelig videre.
      Bedste hilsner
      Susanne

  4. Randi
    31/03/2017 at 09:28

    Skøn trøje.
    Jeg er ved at strikke den i halv uld og halv bomuld. Men min bliver for bred i forhold til længden. Strikkefastheden passer med 22 på 10 cm, men hvorfor bliver den for bred? Håber du kan hjælpe?

    • Susanne
      31/03/2017 at 09:40

      Hej Randi,
      Hvis din strikkefasthed passer med de 22 masker, har jeg ingen anelse om, hvorfor trøjen bliver for bred. Det ER jo en bred model.
      Bh Susanne

      • Randi
        03/04/2017 at 13:16

        Hej Susanne
        Tak for svar. Min lokale garnbutik mener det er fordi det er retstrik, at det bare skal strækkes i facon, så det prøver jeg. 😀
        Venlig hilsen Randi

        • Susanne
          04/04/2017 at 10:41

          Alternativt kan du jo strikke den lidt længere, men målene angives jo i cm og ikke i antal p, så jeg forstår det stadig ikke. Jeg skulle ikke trække den i facon. Men held og lykke, jeg håber, den bliver fin 👍🏼

  5. Line
    27/04/2017 at 12:14

    Hej Susanne.

    Jeg er lidt ny i strikkeverdenen, så har lige et enkelt spørgsmål. Du skriver: “tag derefter 1 m ind i hver på hver 2. p således: 1 r løs af, 3 r, 2 r dr sm, r til de sidste 6 m, 2 r sm, 4 r”, tager man så ikke 2 masker ind på hver anden pind?

    Mvh. Line.

    • Susanne
      27/04/2017 at 15:12

      Hej Line,
      Jeg ser nu – på trods af, at mange (måske øvede) har strikket blusen – at der mangler ordet side – sætningen skal altså se sådan ud: “tag derefter 1 m ind i hver side på hver 2. p således: 1 r løs af, 3 r, 2 r dr sm, r til de sidste 6 m, 2 r sm, 4 r”.
      Jeg håber, det giver mening nu – ellers skriver du bare igen.
      Bedste hilsner
      Susanne

  6. Kristina Grove Enevoldsen
    28/04/2017 at 14:14

    Jeg er også ret begejstret for den søde bluse. Jeg er også ret ny i “strikke-verdenen”, så det er dejligt, at man kan få et fint resultat. Jeg har strikket en lysegrå bluse i Baby Alpaca Silk.

    • Susanne
      28/04/2017 at 15:08

      Hej Kristina og alle I andre positive strikkere,
      Sååååå dejligt, når I gider skrive, bare fordi I er glade.
      Kh Susanne

  7. Trine Resdal
    13/06/2017 at 12:19

    Hej!
    Jeg er meget grøn i det her, hvordan søren slår man nye masker op i begge sider? Nogle gode instruktioner?
    Hilsen Trine. 🙂

    • Susanne
      13/06/2017 at 13:46

      Hej Trine,
      Du slår maskerne op i slutningen af de efterfølgende 2 pinde – giver det mening?
      Bedste hilsner
      Susanne

      • Trine Resdal
        13/06/2017 at 15:53

        Okay, og så bare udligner den ekstra pind når jeg lukker?

        • Susanne
          13/06/2017 at 15:56

          Jeps – så lukker du bare af, så der er lige mange pinde i hver side.
          Jeg har lagt en tegning ind ved opskriften, så du (og andre) kan se, hvordan du slår masker op med 1 tråd i slutningen af pinden.
          God fornøjelse 👍🏼

          • Trine Resdal
            13/06/2017 at 16:58

            Fantastisk, 1000 mange tak!

  8. Trine Resdal
    05/07/2017 at 07:15

    Så fik jeg trøjen færdig, og mangler nu kun knapper! Den er blevet super fin, og jeg er stolt som en pave.. 😄🤔 Hvilkrn str. knapper passer bedst? Jeg tænker 15mm., men kom i tvivl om det er for småt?. 🤔

    • Susanne
      05/07/2017 at 15:20

      Hej Trine,
      15 mm er helt perfekt, og det er den størrelse, jeg har brugt – hvis knapperne er større, ser de klodsede ud. Hvis du synes, knaphullerne er for store til knapperne, må du hellere dy knaphullerne lidt til.
      Bh/Susanne

  9. Vibeke Hegelund
    08/08/2017 at 13:40

    Hej Susanne

    Det er bare en rigtig sød bluse,
    Har du en ide om, hvor mange flere masker jeg skal bruge, hvis jeg ønsker at strikke
    den til henholdsvis 3 og 5 år
    Mvh
    Vibeke

    • Susanne
      10/08/2017 at 10:13

      Hej Vibeke,
      Nej, det har jeg ikke på stående fod, og jeg har desværre ikke tid til at lave dig en helt ny opskrift, hvilket det vil kræve. Men måske skulle jeg med tiden lave den i de ønskede størrelser 😊
      Bedste hilsner
      Susanne

  10. Kate
    30/09/2017 at 17:29

    Hej Susanne

    Jeg er helt VILD med denne trøje!
    Har du mon et fif til hvordan jeg kan tilpasse opskriften, så mine drenge på 2 og 4 kan passe den! Håber virkeligt at du kan hjælpe mig!
    Mange hilsner
    Kate

    • Susanne
      01/10/2017 at 08:24

      Kære Kate,
      Ja, det er der heldigvis mange, der er, og der er også flere, der har efterlyst opskriften i større størrelser, hvilket jeg overvejer. Som udgangspunkt begynder jeg ikke at lave flere størrelser på bestilling, men da den her fætter åbenbart er populær, så måske….. Desværre har jeg ikke tid i de kommende uger, men måske senere.
      I første omgang kan du lægge det samme til, som der er imellem størrelserne (4 m), så du kan starte på str. 2 år, og naturligvis strikke den tilsvarende længere – opskriften er jo op til str. 18 mdr.
      Bedste hilsner Susanne

  11. Jette Toft Møller
    09/10/2017 at 11:59

    Kære Susanne, jeg har et beregningsproblem, håber du kan vejlede mig.
    Jeg har impulskøbt noget lækkert garn, yaku 4/16, superwash, strikkefasthed 28 m, 40 p = 10 x 10 cm på p 2,5 – 3 mm.
    Vil jeg “bare” kunne strikke dobbelttrådet og evt bruge pinde str 4 eller 4,5 og så følge opskriften? Eller strikke enkelttrådet og beregne flere masker, eller kan jeg simpelthen nøjes med at gå en str. op?
    Ja, sikke en smøre.
    Jeg prøver at spørge, da jeg ikke selv kan gennemskue om det kan lade sig gøre, og kan det ikke, ja så finder jeg noget andet at bruge garnet til, venlig hilsen Jette.

  12. Jette Toft Møller
    09/10/2017 at 20:41

    Kære Susanne, jeg håber ikke jeg har nået at forstyrre dig med mit problem. Jeg har fundet ud af det.
    Jeg bruger pinde 3,5 og strikker en størrelse større og bruger længdemålene til størrelsen et nummer mindre, det ser fornuftigt ud, venlig hilsen Jette😀

    • Susanne
      10/10/2017 at 07:44

      Hej Jette,
      Supergodt – det lyder rigtig fornuftigt, det du har gang i. For, som jeg har skrevet til andre, vil jeg hellere lave spritnye modeller til jer, end regne “de gamle ud”. Men det lader nu snart til, at jeg må udvikle den her trøje, for den er populær.
      Rigtig god fornøjelse og bedste hilsner
      Susanne

  13. Jette Toft Møller
    10/10/2017 at 07:50

    Kære Susanne, den er supersej, og kun farven afgør om den er til pige eller dreng, jeg er vild med den, og tak for dit svar, venlig hilsen Jette🌞

    • Susanne
      10/10/2017 at 07:54

      👍🏼👍🏼👍🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *