Den blødeste babybluse i strukturtern

Tibet er det allerblødeste garn, du kan tænke dig og det kærligste, du kan give din baby eller dit barnebarn. Yakokse, merinould og polyamid giver et fnuglet, blødt og lunt resultat, som bare skriger på at blive brugt til den lille ny. Strikkeopskriften er i 3 størrelser fra nyfødt til 12/15 mdr., og mønsteret strikkes efter diagram. Garnet er fra Cewec .

Den blødeste babybluse i strukturtern
Str. 0/3/-6/9/-12/15 mdr.

Det skal du bruge: 2-2-3  ngl ( 50-50-75 g) Tibet (24 % yakokse/55 % merinould/ 21 % polyamid) fra Cewec, pinde nr. 3 ½ og 3 små knapper.

Mål:
Overvidde:  45-48-52 cm.
Længde: 27-28-29 cm

Strikkefasthed: 25 m & 34 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resulta, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Strikketip: Tag 1. m løs af på alle p, når du strikker de perlestrikkede borter, så får du den pæneste kant.

Blusen strikkes i et stykke, og der begyndes med bagstykket:
Slå 57-61-65 m op, og strik 6 p perlestrik.
Fortsæt derefter i mønster (deleligt med 8) efter diagrammet.
Når hele bagstykket måler 18 cm, tages 1m ud i hver side på hver 2. p 4 gange (= 65-69-73 m). De nye m strikkes i mønster efterhånden. Slå yderligere 10 m op i hver side til ærmer (= 85-89-93 m). Fortsæt lige op i mønster, idet de første og sidste 5 m strikkes i perlestrik på alle p.
Når hele bagstykket måler 25 ½ -26 ½ -27 ½  cm, strikkes perlestrik over de midterste 29-31-33 m (= halskant). Efter 6 p perlestrik, lukkes de midterste 19-21-23 m af til hals, idet der på samme p strikkes 1 vr-p på retten (= skulderlinje), og hver side strikkes videre for sig, idet de 5 første og sidste m strikkes i perlestrik på alle p.
Strik herfra mønsteret symmetrisk i forhold til skulderlinjen, så mønsteret bliver ens på hver side af den (se detaljefoto).


Begynd med venstre side af forstykket: Når arbejdet måler 4-5-5 cm fra skulderlinjen, slås 12-13-14 m op til hals for forstykkets midte, og der strikkes 6 p perlestrik til halskant over de forreste 17-18-19 m mod forkanten, derefter fortsættes med 5 m perlestrik til knapkant og resten strikkes i mønster. MEN når ærmet måler det samme som på bagstykket (tæl ud, så der er lige mange p), lukkes 10 m af, og derefter tages 1 m ind på hver 2. p 4 gange. Fortsæt lige ned til knapkanten måler 12 cm. Lad venstre side af forstykket hvile, og strik højre side af forstykket på samme måde, men modsat OG med 3 knaphuller jævnt fordelt på knapkanten, idet det øverste strikkes på 3. p efter de opslåede halsm. Et knaphul strikkes således fra forkanten: 1 r, 2 r sm, slå om, strik p ud.
Når knapkanterne er lige lange (tæl ud, så der er lige mange p), strikkes m sammen således (brug evt. hjælpep eller stoppenåle til hjælp): læg knapkanterne over hinanden og strik 1 m fra hver knapkant sammen, første fra højre knapkant sammen med sidste m fra venstre, derefter 2. m fra højre sammen med næstesidste fra venstre osv.
Fortsæt derefter over alle forstykkets m, til det i siden måler det samme som bagstykket (tæl p ud), inden perlestrikkanten. Afslut med 6 p perlestrik, og luk elastisk af som m viser.

Montering: sy side- og ærmesømmene sammen på en gang, og hæft alle ender. Sy knapperne i.

Diagramforklaring:
X = vr på retten, r på vrangen.
Hvid tern= r på retten, vr på vrangen.

  10 comments for “Den blødeste babybluse i strukturtern

  1. 14/08/2017 at 14:45

    Super sød, den har jeg lige strikket op til garnmessen for CeWeC. Jeg havde en version af din opskrift med et detalje foto af skulder markeringen med vrangpind, det kan jeg ikke finde på bloggen.

    • Susanne
      15/08/2017 at 07:29

      Hej Ellen,
      Ja, det har du ret, og nu har jeg sat detaljefotoet ind. Til gengæld havde hverken du eller jeg opdaget, at diagrammet ikke er helt korrekt. Ak ja, ingen er fuldkommen. Men tak fordi du gjorde mig opmærksom på det.
      bedste hilsner
      Susanne

  2. Gunda Theill Sørensen
    14/08/2017 at 19:10

    Hej Er lige begyndt på denne søde bluse, men syntes der er en fejl i mønsteret. Når det er strikket en gang og man skal gentage, efter at jeg har strikket tilbage i vrang, så skal jeg da ikke lave en pind magen til den jeg sluttede med i første diagram. Svært at beskrive, men håber du kan se hvad jeg mener. Sagt på en anden måde, efter pind 18 og jeg skal starte forfra i diagrammet skal jeg vel starte ved pind 3. Venligst Gunda

    • Susanne
      15/08/2017 at 07:28

      Hej Gunda,
      Det har du helt ret i, og i første omgang har jeg skrevet en rettelse i teksten, indtil jeg får tid til at rette diagrammet, hvilket er lidt mere besværligt. Tak fordi, du gjorde mig opmærksom på det.
      Bedste hilsner
      Susanne

  3. Lisbeth
    10/10/2017 at 09:45

    Måske skulle jeg bare begynde strikningen, istedet for at læse. Men jeg forstår ikke helt det sidste svar. Hvor i mønsterdelen starter man?
    Vh Lisbeth

    • Susanne
      10/10/2017 at 10:35

      Hej Lisbeth,
      Diagrammet ER rettet, så du kan trygt gå i gang med strikningen. God fornøjelse.
      Bedste hilsner
      Susanne

  4. Tine Bottelet
    20/11/2017 at 16:27

    Hej Susanne
    Er ved at strikke den søde bluse i 12/15 måneders størrelse. Er du sikker på at der skal bruges 3 nøgler Tibet til denne størrelse? Jeg har strikket hele ryggen samt venstre side at forstykket og har kun brugt 1 nøgle Tibet.

    • Susanne
      20/11/2017 at 17:13

      Hej Tine,
      Nej, det kan jeg jo aldrig være, men jeg brugte godt 1 1/2 ngl til den lille størrelse, og det er værre, hvis du har for lidt end for meget garn, da du aldrig kan være sikker på at kunne få den samme indfarvning igen.
      Bedste hilsner
      Susanne

  5. Ingelise
    30/01/2021 at 14:05

    Hej Susanne.
    Du skulle vel ikke ligge inde med en baby opskrift på en cardigan i glatstrikning.
    Jeg ligger inde med rester i yak garn som jeg gerne vil have brugt.
    På forhånd mange tak.

    • Susanne
      30/01/2021 at 15:39

      Hej Ingelise,
      Det kommer meget meget snart – så kig forbi indenfor de næste par uger. Pindene er i gang.
      Dbh Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.