Pas på – de her er farlige! Briouats er fællesbetegnelsen for små delikate sprøde fillodejspakker med forskellige former for fyld, som man ofte forkæles med som en af mange små forretter i det marokkanske køkken. Fyldet her er spinat, feta og lidt frisk mynte, de er både friske og lækre, og kan godt skabe afhængighed.
Briouats med spinat, feta og mynte
(24 stk.)
ca. 225 g hakket spinat fra dybfrost, men optøet og vredet fri for væske
100 g feta
en god håndfuld frisk mynte, hakket
4 plader fillodej, f.eks. Wewalka, 120 g (fås bl.a. i Irma)
1 sammenpisket æg eller en æggehvide
solsikkeolie til friturestegning
Smuldr fetaen i den optøede, hakkede spinat, og ælt det godt sammen med den hakkede mynte. Tril 24 små kugler af fyldet. Tag en plade fillodej frem ad gange, og opbevar resten i et fugtigt (rent) viskestykke. Klip hver plade i 6 strimler, hver ca. 6 cm brede, og opbevar strimlerne i det fugtige viskestykke indtil brug. Læg en kugle fyld i den nærmeste ende af fillodejen, og fold dejen op om fyldet i en trekant. Bliv ved med at folde trekanter af strimlen, indtil fyldet er helt pakket ind, og strimlen brugt op. Pensl lidt æg på dej-enden, og ”lim” den fast. Lav 6 briouats ad gangen, og varm imens olien op i en lille tykbundet gryde, til den syder omkring en tandstik. Fritér 3 briouats ad gange, til de er smukt gyldne på begge sider. Læg dem på fedtsugende papir. Tag gryden af blusset, hver gang du har lavet 6 nye briouats. Servér dem straks, eller lav dem i god tid, og giv dem et skud i en 200 grader varm ovn i et par minutter lige før servering. Kan fryses.