Det mørkrosa pandebånd skal bære mig igennem den mørke vinter og sætte lidt liv i mine sorte frakker. Pandebåndet er en oplagt gaveidé, hvis du lige står og mangler det lille ekstra til veninden, moren eller datteren. Jeg har det lidt svært med alt for meget uld mod min hud, men det her superlækre garn, som består af økobomuld, uld og pesticidfri nældefibre er blødt og venligt på min pande. Garnet er fra Onion .
Mørkrosa pandebånd i snomønster
Damestørrelse
Det skal du bruge: 1 ngl. (50 g) Organic Cotton + Nettles + Wool (44 % økologisk bomuld/ 34 % pesticidfri nældefiber/ 22 % uld) fra Onion. Rundpind eller strømpepinde nr. 3 ½.
Mål:
Omkreds: ca. 50 cm.
Bredde: ca. 9 cm (der er rigeligt garn, hvis du ønsker pandebåndet bredere).
Strikkefasthed: 22 m & 34 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.
Tip: Jeg bryder mig ikke om at strikke på strømpepinde, så jeg strikker i stedet frem og tilbage på rundpind og sy sammen til sidst, men ønsker du at strikke pandebåndet rundt på strømpepinde, undlader du blot kantmasken i hver side.
Strikketip:
Sno 2 r th = stik p ind bag 1. m på venstre p og ind i 2. m, strik den r, og strik derpå 1. m r.
Sno 2 r tv = stik p ind forfra ind i 2. m på venstre p, strik den r, og strik 1. m r.
Slå 112 m op, og strik frem og tilbage således:
1.og alle ulige p: 1 r (kantm), * 1 r, 8 vr, 1 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med 1 r (kantm).
2.p: 1 vr (kantm), * 1 vr, 2 r, sno 2 r th, sno 2 r tv, 2 r *, 1 vr *, gentag fra * til * p ud, og slut med 1 vr (kantm).
4.p: 1 vr (kantm), * 1 vr, 1 r, sno 2 r th, 2 r, sno 2 r tv, 1 r , 1 vr *, gentag fra * til * p ud, og slut med 1 vr (kantm).
6.p: 1 vr (kantm), * 1 vr, sno 2 r th, 4 r, sno 2 r tv, 1 vr *, gentag fra * til * p ud, og slut med 1 vr (kantm).
Disse 6 p danner mønster og gentages i alt 5 gange. Strik 1. p, og luk af som m viser.
Sy pandebåndet sammen med madrassting og søm midt bag, og du klar til en tur i det grå.