Pip pip – og det er det jo lidt… Men de holder både morgenægget varmt og ser søde ud på påskebordet. Kyllingerne har ansats til hanekam, og strikkeopskriften er i str. æg.
Strikket kyllinge-æggevarmer
Det skal du bruge: Drops Paris fra Garnstudio i fv nr. 35/vaniljegul, en rest fv nr. 01/abrikos til næb og hanekam, en rest fv. 24/mørk grå til øjne og pinde nr. 4½.
Strikkefasthed: 19 m = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.
Strikketip: 3 r sm = løft 1 r løs af, 2 r sm.
Kylling Slå 29 m op med gult, og strik 10 p glat (1. p = vrangsiden).
På næste p (retsiden) strikkes næb således: 14 r med gult, sæt abrikos garn til, og strik næste m forfra, bagfra og forfra (= 3 m). Vend og strik 3 vr tilbage. Vend og strik r til bage. Vend, og strik 3 r sm (se Strikketip). Fortsæt med gult garn over alle m, og strik 5 p glat lige op (= 16 p glat i alt). Nu tages ind på hver 2. p (retten) således:
1. indtagningsp: 1 r, *2 r sm, 2 r*, gentag fra * til * p ud.
2. indtagningsp: 1 r, *2 r sm, 1 r*, gentag fra * til * p ud.
3. indtagningsp: 1 r, * 2 r sm*, gentag fra * til * p ud. Bryd garnet, og træk tråden igennem de resterende 8 m. Sy kyllingen sammen med søm midt bag.
Hanekam: slå 5 m op, og strik 5 p retstrik, idet 1. m tages løs af i den side, der skal vende ned mod kyllingen. Luk af. Træk garnenderne igennem toppen af kyllingens hoved, og sy hanekammen fast med et sting midt på. Hæft alle ender, og brodér øjne på med halv tråd mørkegrå som på foto.
Tusind tak for en fantastisk blog……utroligt jeg ikke har fundet den før. Håber ikke det gør noget jeg har linket til dig på min FB side https://www.facebook.com/HoldMasken?fref=nf
God påske …..og tak for alle de fine opskrifter 🙂
Kære Jane,
Tak for dine dejlige ord – og superfedt, at du har linket til den på FB! Alle jeres skønne tilbagemeldinger gør det ekstra sjovt at lave alt det her!
Bedste hilsner
Susanne
Hej Susanne
Jeg er ved at strikke æggevarmer, har lige et spørgsmål hvordan strikker man næste m forfra, bagfra og forfra =(3 m). har prøvet at se om jeg kunne google det, men uden held.
Jeg er ved at lave dem til adventskalender( julen varer jo lige til påske)
MVH
Ulla Nielsen
Hej Ulla,
Ha ha – ja, det har du da ret i mht jul og påske.
Strik m r, lad m sidde på p, stik pinden bagfra ind i m (som til dr r), og strik r, lad m blive på pinden, strik til sidst m forfra i r, og lad alle 3 m glide over på højre p.
Håber det hjælper.
Dbh Susanne