Gammelrosa sjal strikket på tværs

Fint og feminint lille sjal til alle aldre. Sjalet strikkes på tværs med en fin takkekant og små mønsterfelter, som forskydes. Garnet er en blød, lun og lækker blanding af alpaka, merino og nældefibre fra Onion.
Sjalet er nemt at strikke, når du lige har fået mønsteret ind i systemet, men læs strikkeopskriften grundigt igennem, før du begynder.

Gammelrosa sjal strikket på tværs

Det skal du bruge: 4 ngl (200 g) Alpaca + MerinoWool + Nettles fra Onion og rundpind nr. 4.

Mål: Bredde ca. 140 cm.

Strikkefasthed: 24 m & 34 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Strikketip:
Pæne kantmasker: tag 1. m løs af på alle p, og strik sidste m ”bagfra”, dvs. at pinden stikkes bagom og ind i maskens bageste del.
3 r sm = tag 1. m løs af, strik de 2 næste m sm, og løft den løse m over den strikkede.

Mønsterfelt (strikkes over 5 m og 10 p):
1. p og alle ulige p (vrangsiden): 5 vr.
2. p: 5 r.
4. p: 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm.
6. p: 1 r, slå om, 3 r sm, slå om, 1 r.
8. og 10. p: 5 r.
Bemærk, at et mønsterfelt altid begynder på en vrangpind.

Sjalet strikkes på tværs fra spids til spids fra højre mod venstre.
Slå 5 m op, og strik 10 p/5 riller ret, idet der på sidste p slås 5 nye m op i slutningen af p (= 10 m).
Strik 10 p/5 riller ret, idet der på sidste p slås 5 nye m op i slutningen af p (= 15 m).
Strik 10 p/5 riller ret, idet der på sidste p slås 5 nye m op i slutningen af p (= 20 m).
Fortsæt i ret og mønsterfelter (se ovenfor) således:
1. og de efterfølgende vrangsidep: 10 r, 1 mønsterfelt, 5 r.
2. og de efterfølgende retsidep: 5 r, 1 mønsterfelt, 10 r, idet der på 10. p (mønsterfeltets sidste p) slås 5 nye m op i slutningen af p.
1. og de efterfølgende 9 p: 10 r, 1 mønsterfelt, 10 r, idet der på 20. P (mønsterfeltets sidste p) slås 5 nye m op i slutningen af p.
21. og de efterfølgende vrangsidep: 10 r, 1 mønsterfelt, 5 r, 1 mønsterfelt, 5 r.
22. og de efterfølgende retsidep: 5 r, 1 mønsterfelt, 5 r, 1 mønsterfelt, 10 r, idet der på 30. p (mønsterfeltets sidste p) slås 5 nye m op i slutningen af p.
31. og de efterfølgende vrangsidep: 5 r, * 5 r, 1 mønsterfelt *, gentag fra * til * til de sidste 5 m, 5 r.
41. og de efterfølgende vrangsidep: 5 r, * 5 r, 1 mønsterfelt *, gentag fra * til * til de sidste 5 m, 5 r.

Fortsæt på denne måde med hele tiden at slå 5 nye m op for hver gang, du har strikket 10 p/5 riller ret, og strik et nyt mønsterfelt for hver gang, til du har 5 mønsterfelter i alt.
Fortsæt med kun at strikke 5 mønsterfelter, og strik r p ud, til du i alt har slået 5 nye masker op 24 gange.
Nu lukkes 5 m af i begyndelsen af hver 10 p/5 rille ret, og mønsterfelterne forskydes tilsvarende – se foto, til alle m igen er lukket af.

 

Hæft alle ender, og pres forsigtigt sjalet fra vrangen med et pressestykke (rent viskestykke) mellem sjal og strygejern.

 

 

  16 comments for “Gammelrosa sjal strikket på tværs

  1. 01/08/2017 at 12:58

    Hej Susanne . Har netop købt garn til en opskrift af / fradig . Den med striber og koral kant. Tusind tak for rigtig god inspiration 😜👍Vh Annette

    • Susanne
      01/08/2017 at 14:46

      Selv tak Annette!

  2. Marlene
    02/08/2017 at 08:21

    Hej Susanne. Er stor fan af din side, og din måde at skrive opskrifter på, de er så lette at forstå. Sjalet er rigtig fint, men jeg synes at når man slår nye masker op med krydsopslag, bliver den første maske “slap” og danner et lille hul. Hvilken metode bruger du??
    Tænker dette sjal er et must have til vinter, og leger med ideen om at bruge mønster til et baby tæppe også

    • Susanne
      02/08/2017 at 09:01

      Hej Marlene,
      Først TAK for din begejstring.
      Og god idé at strikke et babytæppe i det mønster.
      Jeg har brugt den såkaldte vikleopslagning, hvor der kun bruges 1 tråd, og jeg synes egentlig ikke, der opstår huller. Men du kan evt. prøve at lave den såkaldte strikkeopslagning.
      Skriv endelig, hvis der opstår problemer.
      De bedste hilsner Susanne

  3. 03/08/2017 at 14:40

    hej Susanne
    jeg har lidt spørgsmål vedr. din opskrift.
    Vil du sende en mail til mig? jeg kan desværre ikke finde nogle kontaktoplysninger på din side, derfor denne besked

    • Susanne
      03/08/2017 at 17:00

      Hej Lykke,
      Du skriver bare i kommentarfeltet under opskriften, så svarer jeg dig der. På den måde kan eventuelle spørgsmål (og fejl) også komme andre til gode.
      Bh/Susanne

      • 13/08/2017 at 17:29

        Kære Susanne
        jeg har en webshop hvor jeg sælger garn fra Onion. Jeg er derfor meget interesseret i at kunne lægge opskriften på min butik, så flere kan få glæde af den.
        Må jeg lave en pdf udgave af din opskrift?
        Hilsen LYkke

        • Susanne
          15/08/2017 at 07:30

          Kære Lykke,
          Som du ved, har jeg svaret dig i en direkte mail.
          De bedste hilsner
          Susanne

  4. Hanne Asmussen
    11/12/2017 at 20:14

    Hej Susanne
    Hvad hedder den type garn, som du bruger til sjalet? Synes ikke jeg kan finde det på Onion. Kan det købes gennem dig – og hvad er prisen ca. Pr. Nøgle?

    • Susanne
      12/12/2017 at 08:12

      Hej Hanne,
      Som der står i opskriften: Det skal du bruge: 4 ngl (200 g) Alpaca + MerinoWool + Nettles fra Onion og rundpind nr. 4.
      Når du i opskriften klikker på onion-linket, kommer du videre til deres hjemmeside, hvor du kan se alle deres kvaliteter og finde nærmeste forhandler. Du kan også ringe til dem og få det oplyst. Jeg forhandler ingen garner.
      Bedste hilsner og god fornøjelse
      Susanne

  5. Inge
    02/02/2018 at 20:54

    Hej. Jeg gad godt kunne printe opskriften ud. Har du den i en printervenlig version?

    • Susanne
      03/02/2018 at 08:48

      Hej Inge (som jeg kan se, du hedder),
      Du kan bare printe den ud, som den er. Gratis.
      Med venlig hilsen
      Susanne

  6. Bebiane
    10/02/2018 at 14:20

    Smukt sjal.
    Har du et bud på, hvordan jeg gør sjalet større?
    Vh Bebiane

    • Susanne
      10/02/2018 at 17:15

      Ja da! Du slår bare 5 m op nogle flere gange end i opskriften – så bliver sjalet større.
      Bh Susanne

  7. Dicte
    12/04/2018 at 15:52

    hej
    kan man købe sjalet der oppe

    • Susanne
      14/04/2018 at 09:09

      Hej Dicte,
      Dette er en blog med bl.a. strikkeopskrifter, hvilket betyder, at du/I/man selv skal strikke modellerne, som det fremgår.
      Mvh Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *