Strik en babytrøje til lillesøster

Babytøj er noget af det hyggeligste og mest livbekræftende at strikke, og jeg elsker at begave nybagte mødre med en lillebitte striksag til den nyfødte. Babytrøjen her har korte ærmer og er i det blødeste, lune merinould. Det lille klassiske og nemme hulmønster beskrives i strikkeopskriften, som er i str. 3/6-9/12-15/18 mdr. Køb garnet online på filato.dk

IMG_2256x

Babytrøje med korte ærmer og hulmønster

Str. 3/6-9/12-15/18 mdr.

Det skal du bruge: 2-2-3 ngl Drops baby Merino fra Garnstudio, pinde nr. 3 og 3½ og 6 små knapper.

Mål:
Overvidde: 48-51-56 cm.
Hel længde: 27-28-29 cm.

Strikkefasthed: 24 m & 32 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

Tip: Når du strikker perle- eller retkanter, får du den pæneste kant, når du tager den første m løs af og strikker den sidste m vrang på alle p.

Perlestrik:
1. og alle ulige p: 1 r, * 1 vr, 1 r; gentag fra * til * p ud.
2. og alle lige p: r over vr, r over vr. Disse 2 p danner perlestrik og gentages.

Hulmønster:
1. og alle ulige p: vr.
2., 4. og 6. p: r.
8. og 10. p: 2-4-7 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm, * 7 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm*, gentag fra * til * p ud, og slut med 2-4-7 r.
12., 14. og 16. p: r.
18. og 20. p str. 3/6 mdr. og  9/12 mdr.: 8-10 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm, * 7 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm*, gentag fra * til * p ud, og slut med 8-10 r.
18. og 20. p str. 15/18 mdr.: 4 r, slå om, 2 r dr sm, * 7 r, 2 r sm, slå om, 1 r, slå om, 2 r dr sm*, gentag fra * til *, og slut med 2 r sm, slå om, 4 r.
Disse 20 p danner mønster og gentages arbejdet igennem.

Bagstykke: slå 57-61-67 m op på p nr. 3, og strik 10 p perlestrik. Skift til p nr.3½, og fortsæt i hulmønster. Når hele arbejdet måler 18 cm, slås 8 nye m op i hver side til ærmer. Fortsæt i mønster over alle m bortset fra de 4 første og sidste m, som strikkes i perlestrik på alle p (se Tip ovenfor). Når hele arbejdet måler 27-28-29 cm, lukkes af for 27-28-30 m i hver side til skulder. Skift til p nr. 3, og strik 5 p perlestrik til halskant over de resterende 19-21-23 m. Luk elastisk af.

Venstre forstykke: slå 31-33-36 m op p nr. 3, og strik 10 p perlestrik (følg Tip ovenfor i retsidens venstre side til forkant). Skift til p nr. 3½, og fortsæt i hulmønster, men strik de yderste 5 m mod forkanten i perlestrik på alle p ((se Tip ovenfor). Når forstykket måler 18 cm, slås 8 nye m op i siden til ærme, som strikkes som på bagstykket, men samtidig tages ind til V-hals på 1. og hver efterfølgende 4. p inden for halskanten på hver 4. p 7-8-9 gange. Når forstykket i siden måler det samme som bagstykket, lukkes af for alle m på en gang.

Højre forstykke: strikkes som venstre, men modsat og med 6 knaphuller således fra forkanten: 1 r løs af, 2 r sm, slå om, strik p ud. Tæl på vendstre forstykke, hvor knaphullerne skal sidde.

Montering: sy skulder- og halskanterne sammen. Sy side- og ærmesømmene sammen. Pres arbejdet forsigtigt fra vrangen under et pressestykke/rent viskestykke. Sy knapper i.

  9 comments for “Strik en babytrøje til lillesøster

  1. Karin Sneevang
    27/03/2015 at 16:02

    Kære Susanne. Jeg er i dag gåeti gang med den utrolig søde baby trøje “babytrøje til lillesøster”. Jeg er nybegynder ud i strik, men kan da ikke stå for den opskrift. Men Men, eg kan ikke få maskeantallet til at passe. Jeg laver str. 18 mdr. og det går ikke op i de 67 masker til ryggen som jeg er i gang med. Kan du hjælpe mig her?

    Mange hilsner
    Karin Sneevang 🙂

    • Susanne
      29/03/2015 at 16:15

      Kære Karin,
      Undskyld du måtte vente – og Uuuuuups hvor ærgerligt at lige en begynder skulle opdage en fejl, for det VAR der. Nu har jeg rettet den og håber det lykkes for dig nu. Men lov mig at skrive igen og igen, indtil vi har løst problemet, for et af mine helt store ønsker er netop at få begyndere i gang.
      De bedste hilsner
      Susanne

  2. Susanne Prenslev
    06/06/2015 at 09:59

    Hej Susanne
    Jeg kan ikke få maskeantalet til at passe,når jeg skal til at strikke mønster i den mindste størrelse,kan det være rigtigt at der mangler et par masker?
    Vh. Susanne Prenslev

    • Susanne
      06/06/2015 at 15:07

      Kære Susanne,
      Tak for din kommentar. Det er såmænd ikke maskeantallet, det er galt med, men antallet af m i start og slut, der havde forskubbet sig 1 m, hvilket jo er lige så irriterende – men NU er det rettet. Skriv endelig igen, hvis der opstår flere problemer. Jeg hjælper gerne.
      De bedste hilsner
      Susanne

  3. Hanne villadsen
    26/09/2016 at 12:44

    hvor mange masker tages ind til v-hals på venstre forstykke??

    • Susanne
      26/09/2016 at 12:46

      Hej Hanne,
      Tak for din venlige forespørgsel. Som der står i opskriften: Når forstykket måler 18 cm, slås 8 nye m op i siden til ærme, som strikkes som på bagstykket, men samtidig tages ind til V-hals på 1. og hver efterfølgende 4. p inden for halskanten på hver 4. p 7-8-9 gange.
      Med venlig hilsen
      Susanne

      • Hanne villadsen
        26/09/2016 at 13:23

        men hvor mange masker skal der tages ind ??

      • Susanne
        26/09/2016 at 13:25

        Det der står: 7-8-9 x 1 maske, afhængigt af hvilken størrelse, du strikker!!!

        • Hanne villadsen
          26/09/2016 at 13:43

          tak er forstået nu.
          god dag til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *