Bambus er på mange måder et fantastisk materiale, rimelig bæredygtigt, fordi bambus gror hurtigt, og vildt godt til f.eks. karklude på grund af den unikke sugeevne. Det her superbløde garn af 50 % bomuld og 50 % bambus er det bedste, jeg ved, til kludene, fordi kludene også tørrer hurtigt. Og så fås det i et hav af farver lige fra kradse pasteller til neddæmpede toner. En superfin julegave/værtsgave, som strikkes på en aften – sæt i gang!
Karklude i dråbemønster
Det skal du bruge: 1 ngl (50 g) Bamboo Jazz (50 % bomuld/ 50 % bambus) fra Cewec . Pinde nr. 3 ½ og 4.
Mål: 26,5 x 26,5 cm.
Strikkefasthed: 20 m & 26 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.
Tip: Jeg strikker for det første altid på rundpind, fordi jeg finder det mest behagelig, og for det andet strikker jeg retborten i start og slutning på lidt tyndere pinde (her 3 ½ ), men det behøver du ikke.
Strikketip 1: Tag 1. m løs af og strik sidste m dr r på alle p, så får du den pæne retkant.
Strikketip 2: 3 r sm = løft 1. m løs af, 2 r sm, løft 1. m over den strikkede.
Slå 53 m op på p nr. 3 ½ , og strik 6 p ret (se Strikketip 1). Skift til p nr. 4, og fortsæt i mønster (deleligt med 6 + 3) og retkant således:
1.og 3.p (vrangen): 1 r løs af, 3 r, 3 vr, * 3 r, 3 vr*, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r, 1 dr r.
2.p: 1 r løs af, 3 r, 3 r, * 3 vr, 3 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r, 1 dr r.
4.p: 1 r løs af, 3 r, slå om, 3 r sm (se Strikketip 2), slå om, *3 vr, slå om, 3 r sm, slå om*, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r ,1 dr r.
5.og 7. p: 1 r løs af, 3 r, 3 r, * 3 vr, 3 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r, 1 dr r.
6.p: 1 r løs af, 3 r, r over r, vr over vr, og slut med 3 r, 1 dr r..
8.p: 1 r løs af, 3 r, 3 vr, * slå om, 3 r sm, slå om, 3 vr *, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r, 1 dr r.
Disse 8 p danner mønster og gentages til hele kluden måler ca. 25 cm (slut med et helt mønster). Skift til p nr. 3 ½, og strik 6 p ret. Luk elastisk af.
Hæft ender, og pres kluden let fra vrangesiden.
Hej Susanne
jeg håber, du vil hjælpe mig med dine nye karklude med dråbemønster
Der er to gange opgivet pind 3
Hvornår bruger jeg den ene og hvornår den anden, da de ikke er ens.
Jeg vil meget gerne nå et par stykker inden jul, jeg holder så meget af
dine dejlige designs, jeg anbefaler altid dine opskrifter til andre, da de er
så lette forstå, men denne gang prøver og prøver jeg
med mange dejlige julehilsner
Bodil
Hej Bodil,
SÅ har jeg rettet opskriften – gad vist, hvad jeg har tænkt på? Nå, men nu kan du i hvert fald strikke løs, så alle kan få karklude til jul.
Der kommer flere, når jeg lige får skrevet opskrifterne, så kig ind på bloggen igen om nogle dage 😊.
De bedste hilsner og rigtig god jul
Susanne
kære Susanne
tusind tak for din hjælp
god jul til dig
Bodil
Hej Susanne
Jeg føler mig som verdens største kværulant, men jeg tror ikke 6.pind er ligesom 2.pind
Nu køre mit strikketøj forfulde gardiner, det sødeste mønster
Rigtig god jul
Jeg håber jeg kan chatte med dig til næste år, men jeg er 82🎄♥🎅
Hej Bodil,
Jeg håber da sandelig også, vi kan chatte sammen i 2021 – og du har ret igen, må jeg indrømme. Vil du lige tjekke, at det er ok nu?
De ALLERbedste hilsner
Susanne
Hejsa
Sikke et fint mønster.
Jeg kan ikke læse opskrifter men syntes egentlig forklaringerne er til at forstå.
Jeg kender ikke forkortelserne men de fleste kunne jeg sige mig selv.
Jeg ved dog ikke hvad dr betyder??
Jeg går ud fra at sm betyder sammen!
Håber ikke jeg er lyder al for dum men vil så gerne prøver andet end kun r og vr.
Hilsen Karina
Hej Karina,
Du får lige en hurtig lille liste over forkortelser her:
r = ret
vr = vrang
sm = sammen
dr = drejet (dvs. at der stikkes ind i den del af masken, der ligger bag strikkepinden)
Det er vist, hvad du har brug for her.
God fornøjelse.
Susanne
Hej Susanne
Fint mønster. Jeg tænker at bruge det til et tørklæde i en tynd garn, måske en kid mohair. Hvad tænker du
Hej Birthe,
Det lyder som en rigtig god idé – pas på, jeg ikke hugger den :o)))
Dbh Susanne
Hvor er de fine.
Det må blive afløseren for de hæklede vifteklude.