Monstertykt garn og strikkepinde nr. 12 eller 15 giver de fedeste pudebetræk, som strikkes i en fart. Faktisk så hurtigt, at de er en oplagt julegaveidé. Det bløde uldgarn er fra We Are Knitters.
Blækblå strikket pude i strukturmønster
Det skal du bruge: 2 ngl (200 g) The Wool fra We Are Knitters, weareknitters.dk. Rundpind nr. 15. Monteringspude, 40 x 40 cm.
Mål: 39 x 39 cm
Strikkefasthed: 6 ½ m & 9 omg = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.
Slå 50 m op, og strik rundt således (sæt en markør ved omgangens begyndelse og endnu en efter 25 m):
1. og alle ulige omg: r.
2. omg: * 4 vr, 1 r *, gentag fra * til * omg rundt.
4. omg: * 3 vr, 2 r *, gentag fra * til * omg rundt.
6. omg: * 2 vr, 3 r *, gentag fra * til * omg rundt.
8. omg: * 1 vr, 4 r *, gentag fra * til * omg rundt.
Disse 8 omg danner mønster og gentages i alt 5 gange, idet de første 25 m er pudens forside og de sidste 25 m er bagsiden.
Luk elastisk af.
Montering: Pres evt. pudebetrækket forsigtigt fra vrangsiden. Del forsigtigt garnet i to, og sno det, for at styrke det. Sy pudebetrækkets bund sammen med maskesting med det snoede (tvundne) garn. Stop puden i betrækket, og sy toppen sammen på samme måde.
Kære Susanne
Jeg bliver så inspireret, når jeg ser den chunky pude i blå! Havde tænkt mig at sy en pude i julegave til min søn på 24, men denne her er maskulin nok til en ung mand 😉 Og da han ikke er fan af uld, vil jeg nok lave den i tykt bomuldsgarn, måske zpagetti-garn? Tak for inspiration!
Mange hilsner fra Anne
PS. Har med succes brugt din opskrift på en djævlehue til baby i familien, de ønsker sig allerede en til:-)
Kære Anne,
Det lyder som en super idé med en grov strikket pude til din søn, og båndgarn kunne være et godt alternativ.
God fornøjelse – og jul 🎄
Bedste hilsner Susanne