Jeg elsker den syrlige, friske hybenmarmelade, og den her er med garanti ikke for sød men heller ikke sur – bare frisk og dejlig. Du kan tilsætte vanilje, men jeg foretrækker som nævnt friskheden. Lige nu er der hyben overalt langs de danske strande (jeg plukkede på Samsø), og da planten er invasiv, så pluk endelig løs. Nogle synes, det er et alt for stort arbejde at rense hyben, men jeg sætter en lydbog i ørerne og kaffen indenfor rækkevidde, og så renser jeg løs, for resultatet er det hele værd.
Tip: Jeg synes, kernerne er nemmest at fjerne med fingrene (i latexhandsker), når frugten har fået skåret enderne af og er blevet halveret. Pas på ikke at plukke de alt for modne frugter, som har det med at smatte ud.
Hybenmarmelade
(3-4 små glas)
250 g hyben, rensede
200 g økorørsukker
1 økocitron, saft og fintrevet skal
1 økoæble i terninger uden skræl og kerner
50 g havtorn evt. fra frost
Endvidere:
3-4 små sylteglas
Evt. Atamon til glassene
Kom alle ingredienser i en tykbundet gryde, kog op, og lad det hele simre under låg i ca. 20 minutter (rør af og til). Blend marmeladen med en stavblender – men sørg for, at der stadig er struktur i form af frugtstykker.
Skold sylteglassene med kogende vand evt. tilsat Atamon, hæld marmeladen på glassene, og luk dem straks til.
Opbevar dem så køligt og mørkt som muligt.
Nyd dit hjemmelavede guld på hjemmebagt brød – så bliver det ikke større.