Det bløde kameluldstørklæde er den lækreste luksus, du kan forkæle dig selv, din mor, din datter eller din veninde med i en tid, der ellers byder på grimme udsalgsskilte alle vegne. Garnet er den blødeste blanding af kamel- og merinould, her i den helst klassiske camel-nuance, og mønsteret beskrives i strikkeopskriften. Se hvor du kan købe det skønne, bløde garn hos Onion
Strikket kameluldstørklæde i hulmønster
Str. dame
Det skal du bruge: 7 ngl. Camel + Merino fra Onion Knit, pinde/rundpind nr. 5 eller 5½.
Mål:
Bredde: 38 cm.
Længde: ca. 190 cm.
Strikkefasthed: 18 m & 24 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du prøve med tyndere eller tykkere pinde.
Strikketip: tag første m løs af, og strik sidste m vr på alle p, når du strikker retbort, så du får en flot kant. 3 r sm = tag 1 r løs af, 2 r sm, løft den løse m over.
Slå 69 m op, og strik 12 p ret (se Strikketip).
Fortsæt derefter i mønster (deleligt med 10) og retbort således:
1. og alle ulige p: 5 r (se Strikketip), vr til de sidste 5 m, 5 r (se Strikketip).
2. p: 5 r, * slå om, 3 r, 3 r sm, 3 r, slå om, 1 r *, gentag fra * til * p ud, og slut med slå om, , 3 r, 3 r sm, 3 r, slå om, 5 r.
4. p: 5 r, * 1 r, slå om, 2 r, 3 r sm, 2 r, slå om, 2 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 1 r, slå om, 2 r, 3 r sm, 2 r, slå om, 1 r, 5 r.
6. p: 5 r, * 2 r, slå om, 1 r, 3 r sm, 1 r, slå om, 3 r *, gentag fra * til *p ud og slut med 2 r, slå om, 1 r, 3 r sm, 1 r, slå om, 2 r, 5 r. 8. p: 5 r, * 3 r, slå om, 3 r sm, slå om, 4 r*, gentag fra * til * p ud, og slut med 3 r, slå om, 3 r sm, slå om, 3 r, 5 r. Disse 8 p danner mønster og gentages, til hele tørklædet måler ca. 187 cm (slut med en hel mønsterrapport). Slut af med 12 p ret, og luk elastisk af. Pres forsigtigt tørklædet fra vrangsiden med et pressestykke (rent viskestykke) mellem tørklæde og strygejern.
Kære Susanne Gustafsson.
Nu er jeg næsten ved vejs ende med mit sjal (vist i ugebladet “Søndag”.)
Selv om der er en meget fin lille kant, har jeg overvejet om jeg kunne strikke en bort på de to sider – i smag med det såkaldte “prinsetæppe” eller Isager’s Camomilla-sjal.
MEN i dit sjal er kun hveranden kantmaske strikket. Kan de forklare mig teknikken i at fæstne
yderborten så ??? to pinde i hver maskeløkke mon ???
Spørger jeg tydeligt nok???
mange hilsener
Birte Frederiksen
Kære Birte,
Ja, du spørger bestemt tydeligt nok. Jeg har ikke prøvet at strikke de ting, du nævner, men umiddelbart lyder det som om, du skal gøre, som du selv foreslår – altså 2 pinde i hver maskeløkke. Og det lyder også som om, det kan blive vældig fint, så rigtig god fornøjelse.
De bedste hilsner
Susanne
Hej Susanne!
Jeg er vild med din blog. Der er så mange fine ting og så æstetisk sat op at man får lyst til at strikke derudaf. Her har du brugt Onions garn. Så vidt jeg har læst mig frem til, forsøger Onion at sikre en vis grad af bæredygtighed i det garn de sælger. Jeg har købt Onion wool + nettles no. 3 og no. 4 hjem og har luret på wool + camel, som du bruger her. Men da jeg er henvist til netbutikker vil jeg høre om du vil beskrive garnet yderligere? Hvor blødt er det? Kan det fx bruges til babytæpper? En cardigan – eller er det meget tungt i det? Jeg aner ikke hvordan cameluld føles, men jeg har sådan lyst til at købe garn hjem. Deres wool + nettles var dog ikke helt så blødt som forventet og jeg havde egentlig lyst til at strikke babytæpper af camelulden.
På forhånd tak for hjælpen 🙂
Katrine
Hej Katrine,
Først tak for dine begejstrede ord. Det er dejligt at høre. Og ja Onion er meget bevidst om omstændighederne omkring garnfremstillingen, hvilket jeg også så vidt muligt tager hensyn til i mine garnvalg. Desværre er der endnu ikke så mange økologiske eller bæredygtige garner på markedet, så sommetider må jeg vælge noget, der måske “kun” er genbrugt eller Oeko-Tex certificeret, hvilket er bedre end ingenting. Akryl og discount finder du i hvert fald ikke hos mig 😇
Onions Wool + Camel er både blødt og let og absolut en god idé til et babytæppe, da kamelulden er ganske varm. Mine varmeste huer er i kameluld og købt i Marokko.
De bedste hilsner og fortsat god strikkelyst
Susanne
Hej igen Susanne
Jeg bestilte noget Onion Wool + Camel hjem i grå. Det er så blødt og lækkert – helt perfekt til et sjal, kan jeg godt se. Og selvfølgelig også et babytæppe, nu må vi se hvad det ender med at blive. Tak for dine gode råd om bæredygtigt garn. Nu er der en del Onion wool + nettles på lager, øko-bomuld og jeg har fået øjnene op for Garnudsalg, hvor produktionsformerne ser ud til at være bæredygtige (og dyrene som leverer ulden kan vel næsten også kun have det godt).
Så skal der strikkes!
Katrine
Hej Katrine,
Endnu en gang tak for dine herlige positive tilbagemeldinger. Jeg håber, du får strikket nogle skønne ting af alt dit lækre garn.
De bedste hilsner
Susanne
Hvor er opskriften fra og på dansk barnevongstæppe
Hej Lis, som jeg kan se, du hedder!
Jeg aner ikke, hvad du mener.
Mvh Susanne
Hej Susanne
Lækkert mønster! Jeg har bare et lille spørgsmål: Hvilket tal går mønsteret op i?
Jeg ønsker nemlig at gøre projektet lidt bredere, men med min hovedregning kan ikke lige finde ud af, hvilket tal jeg kan “forlænge” opskriften med.
Håber du forstår mit spørgsmål og håber på at høre fra dig 🙂
Mvh. Nanna
Hej Nanna,
Mønsteret er deleligt med 10 (har nu skrevet det i opskriften), så du kan lægge 10, 20 eller 30 m til efter ønske.
Dbh og god weekend
Susanne
Hej
Jeg er nybegynder og forstår ikke rigtig. Der er 5 m i starten og 5 m til sidst og mønsteret er på 10 masker så vil det give 70 og ikke 69 masker?
Hej Abba (som jeg kan se, du hedder),
Det er skam rigtig nok, som det står for at få mønsteret ens i begge sider – prøv at strikke mønsteret igennem, så vil du forstå.
God fornøjelse,
Dbh Susanne