Uh – jeg har altid elsket store hyggelige sweatre, som både kan bruges over kjole og bukser, og jeg indrømmer gerne, at den her bløde og fluffy mohairbamse er en favorit. Der er absolut ingen dikkedarer ved designet, bortset fra at sweateren er længere bagpå end foran, og det opnår du med vendepinde.
Opskriften er i to kombistørrelser, så hvis du er en størrelse petit, skal du nok vælge en anden opskrift.

Olgas oversize sweater
Str. M/L-L/XL
Det skal du bruge: 5-6 ngll/ 250-300 g Lieve (90 % kidmohair/ 10 % microfiber) fra Lane Mondial fås bl.a hos Ulden.dk https://ulden.dk/ .
Rundpinde lange (mindst 80 cm) og ærmerundpinde eller strømpepinde nr. 5 og 6.

Mål:
Overvidde: 128-136 cm (64-68 cm x 2) = 91-95 m x 2
Hel længde: 56-58 cm eller ønsket længde.
Ærmelængde: 34-35 cm. = 75-77 p/omg
Strikkefasthed: 14 m & 22 p = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.
Drejet rib: 1.p: * 1 r, 1 vr *, gentag fra * til *.
2.p: * 1 dr r, 1 vr *. gentag fra * til *
Sweateren strikkes oppefra og ned, og der begyndes med bagstykket, som strikkes frem og tilbage til ærmegabet:
Slå 91-95 m op på rundp nr. 6, og strik 1 vr-p, idet der sættes en markør på hver side af de midterste 23-25 m (=hals). Strik skrå skuldre med vendepinde sådan: Strik skulderm + halsm + 7 m, vend, og strik på samme måde i modsatte side. Vend og strik 7 m mere med i hver side på hver p, til der er 6-7 m tilbage i hver side. Strik 1 p over alle m, og fortsæt lige ned, til hele arbejdet mod skulderen måler 20-21 cm. Lad bagstykket hvile.
Højre forstykke: Strik 1 m op i hver af bagstykkets 34-35 højre skulderm. Strik 1 p vr, og strik skrå skulder som på bagstykket. Når der mod halsen er strikket 16-18 p, tages 1m ud mod halsen på hver 2. p 2 gange. Derefter slås først 2 m og så 3 m op mod halsen. Lad højre forstykke hvile, og strik venstre på samme måde, men spejlvendt. Saml de 2 forstykkedel på samme p, idet der slås 9-11 m op imellem forstykkerne. Strik lige ned over hele forstykket, til forstykket i siden måler 20-21 cm (tæl pindeantal på bagstykket, så for- og bagstykke bliver nøjagtig lige lange).
Saml nu både for- og bagstykkets m på samme p (= 182-190 m i alt), og fortsæt rundt i glat over alle m, til arbejdet fra ærmegabets bund måler 26-28 cm.
Nu strikkes trøjen længere bagpå og frem og tilbage med vendepinde således, idet omgangen begynder og slutter midt bag:
Strik 12-15 r fra midt bag-m, vend, og strik 25-31 vr tilbage. Vend, og strik 7 m mere med for hver p, i alt 9 gange i hver side. Strik 1 omg over alle m, skift til rundp nr. 5, og strik 10 omg dr rib (se ovenfor). Luk elastisk af i rib.

Ærmer: Strik med ærmerundp eller strømpep nr. 6, 58-60 m op rundt i ærmegabet. Hvis du får flere eller færre m, regulerer du blot ved at tage ind eller ud, så det passer. Sæt en mærkør under ærmet, og strik rundt i glat, idet der på hver 4. omg tages 2 m ind under ærmet således fra omg’s begyndelse: 1 r, 2 r sm, r til de sidste 3 m, 2 r dr sm, 1 r, til der er 26-28 m tilbage og ærmet måler 29-30 cm. Skift til strømpep nr. 5, og strik 10 omg dr rib.Luk elastisk af i rib.
Halskant: Strik med ærmerundp eller strømpepine nr. 5 82-86 m op rundt i halsudskæringen (m på hjælpep iberegnet), og strik 10 om dr rib. Luk elastisk af i rib.
Tag din nye sweater på, og frys aldrig mere.