Raglanfaconen er særligt god til de mindste, for den gør trøjen eller blusen mere fleksibel, så den kan bruges i ekstra lang tid. Den fine trøje strikkes helt i ret og i blød, ren bomuld i 2 forskellige farver. Opskriften er i str. 1-2-3 år, og garnet er fra Cewec.
Raglantrøje med krave til de næstmindste
Str. 1-2-3 år
Det skal du bruge: 2- 3-4 (100- 150-200 g) Mistral fra Cewec i bundfarven (hørfarvet), 1-2-2 ngl. (50-100-100 g) i kontrastfarven (koral), rundpind nr. 4 og 5 små knapper (ca. 15 mm).
Mål:
Overvidde: 58-62-66 cm.
Indvendig ærmelængde: 21-24-27 cm.
Længde fra ærmegabet: 19-21-23 cm.
Strikkefasthed: 22 m & 42 p/21 retriller i ret = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.
Strikketip 1: Tag 1. m løs af på alle p, så får du en pæn retbort (gælder ikke ærmerne).
Strikketip 2: 1 r ud = saml lænken op før næste maske, og strik den drejet ret.
Trøjen strikkes ovenfra og ned, og der begyndes med kraven.
Slå 48-52-56 m op med bundfarven, og strik 13-14-15 retriller (26-28-30 p ret).
Derefter tages ud til raglan således:
1. p (retten): 2 r, * 7-8-9 r (= forstykke), 1 r ud, 2 r, 1 r ud, 4 r (= ærme), 1 r ud, 2 r, 1 r ud, 7-8-9 r (= ½ bagstykke) *, gentag fra * til *, og slut med 2 r.
2. og alle lige p: ret.
3. p: 2 r, * 8-9-10 r, 1 r ud, 2 r, 1 r ud, 6 r, 1 r ud, 2 r, 1 r ud, 8-9-10 r*, gentag fra * til *, og slut med 2 r.
5. p: 2 r, * 9-10-11 r, 1 r ud, 2 r, 1 r ud, 8 r, 1 r ud, 2 r, 1 r ud, 9-10-11 r*, gentag fra * til *, og slut med 2 r.
Fortsæt disse udtagninger på hver 2. p, idet der for hver udtagningsp bliver 1 m mere på hvert forstykke, 2 m mere på hvert ærme og 2 m mere på bagstykket, MEN på 7. og hver efterfølgende 20. p/10. retrille strikkes et knaphul (5 stk. i alt) i slutningen af p således: ret til de sidste 3 m, slå om, 2 r dr sm.
Når der er 52-56-60 m mellem bagstykkets udtagninger, strikkes ærmerne således:
Strik over venstre forstykkes 30-32-34 m, bryd garnet. Slå 2 nye m op, og strik over venstre ærmes 46-48-50 m, og slå 2 nye m op (= 50-52-54 m). Strik ærmet i ret frem og tilbage, idet der tages 1 m ind i hver side på hver 12.-14.-14. p/6.-7.-7. retrille, til der er 36-38-40 m igen, men SAMTIDIG skiftes til kontrastfarven, når ærmet måler 8-9-10 cm. Luk elastisk af, når ærmets indvendige længde er 21-24-27 cm. Strik det højre ærme på samme måde, og sy ærmesømmene sammen.
Strik trøjen færdig således: Sæt garnet til ved begyndelsen af venstre ærme, strik 4 m op under venstre ærme, fortsæt over bagstykkets 56-60-64 m, strik 4 m op under højre ærme, og fortsæt over højre forstykkes m. Strik nu over alle m på begge forstykker og bagstykket (husk knaphuller), til kroppen fra ærmegabet måler 15-16-17 cm. Skift til kontrastfarven, og strik 4 cm. Luk elastisk af.
Montering: Hæft alle ender, og pres forsigtigt trøjen fra vrangen. Sy knapper i, og på med trøjen.
Kære Susanne,
Sikke en fin lille trøje – den vil “Beste” hyggestrikke her hen over sommeren 🙂
Tusind tak for de dejlige opskrifter, du er så venlig at dele ud af.
Ønsker en dejlig sommer til dig – og glæder mig til at følge din på bloggen.
Kærlig hilsen Helene
Kære Helene,
Tak til dig for din søde hilsen – det er den slags, der giver brændstof og energi til at fortsætte.
Også dejlig sommer til dig.
De bedste sommerhilsner
Susanne
Jeg vil også gerne sige mange tak for de mange skønne opskrifter du har lagt ud. Jeg har strikket mange af dem . God sommer hilsen Joan nielsen
TAK Joan for din dejlig hilsen. Jeg bliver SÅ glad, når nogen gør sig den ulejlighed “bare” at komme med ros.
Masser af gode sommerhilsner til dig.
Susanne
Kære Susanna, sidder og forsøger at strikke den fine trøje 2år, men… Er nu nået til der hvor jeg skal begynde på venstre ærme. Jeg kan simpelthen ikke få maskerne til st passe. Jeg har sat 2 markører med 2 masker imellem, der hvor jeg skal lave raglan. Altså tager jeg ud før første makør og efter anden makør😱. Jeg tæller 64 m mellem udtagningerne på ryggen, tæller jeg ikke udtagningen med. ????
34m, 1 udt, 1r = forstykke
1r, 1udt, 52r, 1udt, 1r = ærme
1r, 1 udt, 64r, 1udt, 1 r = ryg
1r, 1 udt, 52r, 1udt, 1r = ærme
1r, 1udt, 34m,
Måske du kan se, hvad jeg gør galt
Mvh Helene
Kære Helene,
Nej, du tæller ikke udtagningerne med, men efter at have regnet lidt på tallene, er jeg nået frem til, at jeg har kludret lidt i det. Jeg har rettet opskriften, så prøv om ikke, det passer nu. Ellers skriv tilbage – vi skal løse problemet 😊
Bedste hilsner
Susanne
Hej Susanne, tak for hurtigt svar😊
Jeg prøver igen😊
Mvh Helene
Kære Susanne, tak for dit svar i går – egentlig havde jeg skrevet et tak-for hjælpen, men det er tilsyneladende ikke gå afsted til dig.
Det driller mig dog stadig lidt 🙂
Forstykke må være +2m ift det der står i parentes (de to ret m, man starter med)?
Men hvad med de 4m, der danner raglan?
Slår jeg 2 m op før raglan, strikker hen over ærmets (50-52-54)m og slår 2m op efter raglan. for jeg ender jo så med:
2 slået op + 4 raglan + 52r + 4raglan + 2 slået op = 64m til ærmet?
Tror der et et eller andet med de 4 raglan-masker, jeg må have stirret mig blind på – men tak fordi du er så tålmodig – jeg er sikker på, jeg nok skal få det lært, så længe du gider hjælpe mig 🙂
Mvh Helene
Kære Helene,
Ja, det kan jeg da sandelig godt forstå – jeg husker ikke, jeg havde spist svampe den dag, jeg skrev opskriften 😫, men et eller andet er jo gået galt. Men NU har jeg talt efter på originalmodellen, fundet den oprindelige opskrift frem og regnet og gjort ved, og nu håber og tror jeg på, at opskriften er rigtig (som den muligvis var helt fra starten). Jeg beklager så meget det bøvl, du har haft, men jeg håber, du vil gi’ den et skud til, selv om du faktisk skal trevle lidt op. Skriv endelig igen, hvis det fortsat driller.
MANGE hilsner Susanne
Kære Susanne,
Selvfølgelig vil jeg da gi’ den et par skud mere – det er jo en rigtig fin lille trøje.
Go’ dag – Mvh Helene
Kære Susanne – hvor har du mange fine opskrifter på din blog. Men – jeg har brug for en opskrift på en meget enkel, retstrikket trøje med 3-4 knapper i uld størrelse 0-3 måneder. Den må ikke være på rundpind, da jeg pga gigt i skuldrene ikke kan “holde” så store stykker strik ad gangen. Så ved jeg godt, at der bliver en del monteringsarbejde, men det må gå.
Håber, du kan hjælpe mig.
På forhånd tak og god weekend.
m.v.h. Inge-Lise
Kære Inge-Lise,
Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med andre opskrifter end dem, jeg har liggende på bloggen. Kan du ikke bare bruge en af dem og strikke i ret? De småbitte babytrøjer vejer jo næsten ingenting. Jeg håber, du finder noget, du kan bruge.
Bedste hilsner
Susanne
Kære Susanne
Tak for alle de fine opskrifter, du deler med vi andre. Man kan altid finde inspiration hos dig😊
Kære Inger,
Også tak til dig, fordi du gider skrive og rose – det er den slags, der gør det værd at fortsætte.
Dbh Susanne
Kære Susanne
En fantastisk inspirerende blog du har- med skønne opskrifter til alle formål.
Tak for dig 🧚♂️💚🧚♂️
Hvis du en dag finder på at producere en opskrift i voksen størrelse i den skønne “ raglanstrøje med krave til de næstmindste” – så vil jeg blive ultra glad.
Alt det bedste og kærligste til dig 🧚♂️💫🧚♂️
😊